De kan lægge is på gulvet i Boxen, men de kan ikke stoppe Danmarks ishockeyhjemmebane fra at koge. For Danmark vandt igen, og denne gang blev det til en 3-0-sejr over Norge.

Det kom i stand efter, at Danmark igen var brandvarme i powerplay, og efter kampen var dagens bedste spiller da også glad.

»Jeg synes, at vi har haft det rette fokus gennem hele turneringen, og det samme gælder i dag. De første par minutter er vi måske lidt under pres. Vi har lidt nerver på og har måske for meget respekt, men vi arbejder os godt ind i kampen. Og i tredje periode spiller vi smart. Vi jager ikke noget, men spiller den bare sikkert hjem. Jeg synes, det var en flot kamp fra vores side,« siger Peter Regin til TV 2.

Danmark kørte kampen hjem med stor sikkerhed, og med to kampe tilbage mod Sydkorea og Letland er der håb om en plads i VM-kvartfinalen. Ishockey-feberen har ramt Danmark, og det mærker stjernerne også på isen.

»Det er så fedt. Der er mange af de her drenge, der er store internationale stjerner, og som er vant til at spille for så mange mennesker. Det er fedt, at hockey-Danmark får øjnene op for, at vi har nogle atleter, der er blandt de bedste i verden,« siger Peter Regin.

Sejren over Norge var Danmarks tredje ved dette VM. Tyskland blev besejret i overtiden, mens Danmark sensationelt slog Finland. Og fredag aften fortsatte festen så med en sejr over Norge. Næste kamp er lørdag mod Sydkorea.