Lyt til artiklen

Selvom Jannik Hansen efterhånden er blevet 32 år og efter denne sæson ikke længere er på kontrakt i NHL-ligaklubben San Jose Sharks, har han trods Danmarks skuffende VM-exit stadig mod på mere.

Det afslørede han i en snak med BT's udsendte ishockeyreportere efter den tabte kamp mod Letland.

»Nu skal jeg have sommerferie. Jeg håber, jeg skal fortsætte med at spille ishockey. Forhåbentlig i USA. Men det er ikke op til mig selv. Lige nu har jeg ikke de store ideer om, hvad der skal ske. Min ishockeyfremtid bliver først afgjort henover sommeren,« sagde Jannik Hansen, der svarede således på spørgsmålet om, hvorvidt han fortsat har lyst til at spille på landsholdet:

»Det er det samme som altid. Er jeg fit, stiller jeg op. Det har været kanon at være med. Får jeg engang i fremtiden en opringning fra landstræneren, er jeg formentlig klar.«

Jannik Hansen lagde ikke skjul på, at han var skuffet over nederlaget.

»Vi stod med alle kort på hånden, og alligevel taber vi til Letland. Det er utroligt små marginaler, der blev afgørende,« sagde Jannik Hansen.

Synspunktet blev bakket op af Oliver Bjorkstrand, der i raseri efter snakken med dansk presse hamrede sin stav hårdt i gulvet.

»Denne nedtur minder lidt om vores skuffende resultat i kvalifikationsturneringen til vinter-OL (i Sydkorea, red.). Det er selvfølgelig ikke godt nok. Jeg synes, vi har spillet en god turnering. Derfor er det ærgerligt, at vi ikke kommer i kvartfinalen,« sagde Oliver Bjorkstrand, der står uden kontrakt efter denne sæson.

»Efter VM kommer det for mit vedkommende til at stå på sommertræning i USA, så jeg er klar, hvis muligheden for at få en ny kontrakt med en NHL-klub opstår,« sagde Oliver Bjorkstrand, der har kontraktudløb i Columbus Blue Jackets efter denne sæson.

Landsholdskaptajn Peter Regin sagde, at han med stolthed ser tilbage på de seneste par ugers VM-indsats.

»Vi gjorde det så godt, vi kunne og vandt undervejs i turneringen fine sejre over Finland, Tyskland og Norge. Selve rejsen hen mod den afgørende gruppespilskamp mod Letland har været fantastisk. Alt i alt synes jeg, at vores indsats er godkendt,« sagde han.

Det danske landsholds målmand Frederik Andersen blev efter kampen kåret som 'Danmarks bedste'.

Ikke desto mindre var han ærgerlig over, at letterne passerede ham en enkelt gang.

»Jeg kunne måske have gjort det bedre. Det kan man altid. Jeg læser situationen som om, Dzerins ville placere pucken højt i målet. Han vinder duellen mod mig. Desværre! Men det var dygtigt og klogt lavet af ham,« sagde Frederik Andersen.