Sådan Danmark!

VM-succesen fortsætter for det danske ishockeylandshold.

Fremragende bakket op af 10.800 feststemte og meget larmende tilskuere i BOXEN i Herning vandt Danmark arvefjendeopgøret mod Norge 3-0.

Hermed er landstræner Janne Karlsson tropper, der undervejs i opvisningen blev belønnet med utallige 'mexicanske bølger', fortsat på kurs mod den kommende uges VM-kvartfinaler. Før dette eventuelt bliver en realitet, skal de næste dages kampe mod Sydkorea og Letland dog først lige overståes med brugbare resultater.

Danmark kom en smule usikkert fra start. Allerede efter 70 sekunders spil fik Tobias Lindström plads til at kanonere pucken afsted mod det danske mål. Men en af Danmarks allerbedste, Frederik Andersen, reddede i stor stil.

Stille og roligt kæmpede de rød/hvide sig ind i kampen, og da den norske profil Mathis Olimb var udvist sørgede Philip Larsen og Peter Regin for oplægget til Nicklas Jensens fuldtræffer til 1-0, der var stillingen efter de første 20 minutters spil.

Det danske powerplay har under den igangværende VM-slutrunde fungeret upåklageligt.

Derfor var forventningerne til, at der var en scoring på vej store, da Norge midt i anden periode fik Daniel Sørvik udvist.

Og den kom!

Denne gang var det Peter Regin i selskab med Oliver Bjorkstrand, der satte Nicklas Lassen i scene til scoringen til 2-0. Den fysisk stærke angrebsspiller fra KHL-klubben Jokerit Helsinki kanonerede pucken ind bag den norske målmand Henrik Haukeland, hvis udsyn tæt inde foran mål igen blev generet af velplacerede Patrick Russell.

Danmarks syvende scoring på powerplay kom syv minutter før anden periodes udløb:

Mens nordmændene havde Tommy Kristiansen udvist, gjorde Frederik Storm tæt inden foran mål det til 3-0 på Mikkel Bødkers oplæg.

Sidstnævntes VM-deltagelse har hermed været en kæmpe succes.

Da Danmark i onsdags besejrede Finland 3-2 var han leveringsdygtig i tre assisterende afleveringer, selvom han efter sin amerikanske klubs Stanley Cup-exit først var landet med fly i Billund Lufthavn fem timer før kampstart.

I den målløse tredje periode fik Norge muligheden for at reducere danskernes føring, da Peter Regin blev udvist, men heller ikke i dette forsøg lykkedes det for nordmændede at overliste Danmarks velfungerende defensiv.

Det var ottende gang, at Danmark har mødt Norge ved VM. De første fem opgør vandt nordmændene, mens Danmark har vundet de seneste tre.

...artiklen fortsættes under faktaboksen!

Danmarks kampe ved ishockey-VM

Spillerne på det danske hold får mindre end 24 timer til at restituere inden de skal i aktion igen.

Således gælder det lørdag en dyst mod Sydkorea, der i aften møder USA.

På papiret er Danmark storfavorit til at besejre sydkoreanerne, der indledte VM med at tabe 1-8 til Finland, hvorefter 0-10 til Canada og 0-5 til Letland.

Sidst Danmark mødte Sydkorea var ved en fire-nationers-turnering i Østrig sidste år. Ved den lejlighed vandt Danmark 7-4.

Phillip Bruggisser, Emil Kristensen, Matthias Asperup, Mikkel Højbjerg, Morten Madsen, Matias Lassen samt Jonas Røndbjerg var de danske målscorere, og de rød/hvide satte to scoringer ind i powerplay og en enkelt i undertal.

Følg, hvordan kampen gik ii LIVE-bloggen her: