Søstrene Anilde Kaputu på 21 (th) og Azilda Kaputu på 19 danner sammen gruppen 'A Sound' i dette års udgave af X Factor.
Søstrene Anilde Kaputu på 21 (th) og Azilda Kaputu på 19 danner sammen gruppen 'A Sound' i dette års udgave af X Factor.

De storsmilende søstre Anilde og Azilda Kaputu, der sammen danner gruppen ’A Sound’ i årets udgave af X Factor, er allerede blevet nogle af årets favoritter. Noget mere uhyggelig er deres fortid, hvor de sammen med deres forældre flygtede fra dødstrusler, korruption og diktatur i Angola.

’Fuldstændigt fantastisk’, ’fuck, hvor er i dejlige’ og ’det er smukt’ er bare nogle af de glædesudbrud søstrene Anilda og Azilda Kaputu på 21 og 19 år har frembragt hos dommerne i talentshowet X Factor, hvor de nu er gået videre til programmets tredje runde ’Bootcamp’.

Musikken har en helt særlig betydning for pigerne, fordi de hele deres liv har sunget med deres forældre og søskende. Men særligt på grund af deres fars brug af musik til at gøre en forskel i det korrupte afrikanske land Angola, hvor familien er fra.

Anilde og Azilda
Anilde og Azilda Foto: Privat

Da søstrene var fire og seks år gamle flygtede de med deres forældre fra Angola. Diktaturstyrets præsident havde udstedt en ordre om at skaffe deres far af vejen.

»Vores forældre var meget politisk aktive og var imod den regering, der var,« fortæller storesøster Anilde Kaputu.

Sanna1

»Regeringen var meget korrupt og tænkte kun på de rige menneskers og præsidentens eget velfærd, så vores forældre prøvede at gøre noget, så de fattige også kunne få noget ud af Angolas rigdom,« siger Azilda Kaputu.

Pigernes far var en indflydelsesrig politiskspiller i landet, hvor han både var en kendt radiovært og musiker.

Anilde og Azilda med lillesøster Arilde i midten
Anilde og Azilda med lillesøster Arilde i midten Foto: Privat

»Han havde sin egen radiostation, hvor han fortalte om sit syn på styret og så prøvede han også ud fra sine sange at fortælle, hvordan systemet fungerer, og at vi sammen kan gøre en forskel,« fortæller Azilda Kaputu.

Det var bestemt ikke noget, der var velset i det kommunistiske et-parti-diktatur.

»Regeringen syntes, han havde fået for meget indflydelse, så de ville skaffe ham af vejen, så han ikke kunne vælte præsidenten eller skade deres omdømme,« siger Azilda Kaputu og hendes søster fortsætter:

»Han skulle bortføres for at blive dræbt eller tvinges over på deres side.«

På kynisk vis udsendte regeringen en falsk besked om, at faderen havde skiftet side og var parat til at holde en tale.

»Hans kammerater og kollegaer blev chokerede og kunne ikke forstå, hvordan han kunne vende dem ryggen. De følte sig forrådt og var nu også efter ham,« fortæller Azilda Kaputu.

Anilde, Azilda og en meget lille Arilde sammen med børnenes mor, moster og onkel.
Anilde, Azilda og en meget lille Arilde sammen med børnenes mor, moster og onkel.

Heldigvis nåede en god ven af familien at advare faderen inden andre fandt ham, konen og børnene.

»Du skal tage din familie og flygte nu, sagde han til min far og forklarede ham om dødstruslerne. Så mine forældre måtte forlade deres hjem, deres venner og familie, så vi kunne komme i sikkerhed,« siger Anilde Kaputu.

»Det er ærgerligt at tænke på, at verden fungerer på den måde flere steder,« tilføjer Azilda Kaputu.

Anilde med den hvide hat. Azilda med de gule briller, som sidder på skødet af storesøster Anita, til højre sidder halvsøster Luisa, til højre for hende sidder en fætter og til venstre for Anita sidder en kusine.
Anilde med den hvide hat. Azilda med de gule briller, som sidder på skødet af storesøster Anita, til højre sidder halvsøster Luisa, til højre for hende sidder en fætter og til venstre for Anita sidder en kusine. Foto: Privat

Vennen hjalp familien, der består af mor, far og fem døtre, med at flygte og komme til grænsen ved Zambia.

»Regeringen havde fået på fornemmelsen, at vi var ved at flygte, så de havde advaret nabolandene om, at de ikke skulle lade os komme ind. Men der var alligevel nogen, der gik imod ordren og hjalp os ind i landet,« siger Azilda Kaputu.

Herfra kom familien med hjælp fra FN til Danmark, hvor de har boet siden. De har ikke besøgt Angola siden, som stadig har den samme regering.

»Det vil højst sandsynligt være for farligt. Vi kan nok ikke komme ind uden det er risikabelt,« siger Azilda Kaputu og fortsætter:

»Men jeg tror, mit største ønske lige nu er, at komme dertil og møde familie, som jeg ikke har set i 15-16 år.«

Selvom søstrene ikke har haft hele deres familie omkring sig, har deres forældre fortalt om dem, og lært dem, at det man gør, skal give mening.

»Vores morfar kom i fængsel for at modsætte sig regeringen, min mor ville ikke lade sin fars kamp gå til spilde og var derfor også meget politisk aktiv. Vi er ligesom vokset op med de værdier,« siger Azilda Kaputu.

Søstrene forklarer, at det derfor også skal give mening for søstrene, når de synger.

Anilde og Azilda i køkkenet
Anilde og Azilda i køkkenet Foto: Privat

»Man skal ikke bare synge for at synge, men skal ville noget med det. Det behøver ikke at være et politisk budskab, men sangen skal gøre noget for andre, måske hjælpe andre – i hvert fald røre folk på en eller anden måde. Det skal kunne mærkes.«

Indtil videre er det lykkedes rigtig godt i X Factor, hvor vi både har set ’A Sound’ synge til audition og til ’5-chair challenge’, begge gange har dommerne rost dem til skyerne. Showets nye dommer Mette Lindberg bliver ved med at blive rørt af dem og der har været tårer at spore i øjnene på den ellers hårde Blachman.

Se hvordan det går søstrene på X Factors ’Bootcamp’ fredag klokken 20 på DR1.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook