Hun er årets X Factor-vinder og fredag udkommer hendes nye single. Og selvom den kun 15-årige sangfugl synes selvsikker, så indrømmer hun, at hun ikke havde kunnet klare de mange udfordringer uden sin kæreste, Frederikke.

- Jeg havde ikke kunnet klare X Factor eller indspille min plade, hvis det ikke var for hende. Hun giver mig lykkelig kærlighed, siger Sarah.

Fredag, næsten tre måneder efter hun vandt X Factor, udkommer hendes single, ’Okay’.



I tiden efter X Factor havde Sarah i dén grad brug for afslapning og pause fra det stressende musikliv, men hendes kæreste gjorde Sarah opmærksom på, hvor vigtigt det var, at hun kom i gang med at indspille sin plade, så hun ikke gik i glemmekassen.

- Hun skubbede mig i gang med albummet og sagde ’nu skal denne her plade altså laves, før det er for sent', siger Sarah.

Selvom andre har skrevet musikken og sangteksterne, har Sarah benhårdt valgt ud, hvilket materiale, der skal pryde albummet, og hun har haft fokus på tekster, som folk kan relatere til.

- Mange af sangene handler om ulykkelig kærlighed. Det er det folk helst vil høre om, for der er flere følelser i det, siger hun.

Ulykkelig kærlighed er dog ellers på ingen måde det, der omgiver den forelskede unge pige. Hende og Frederikke blev nemlig forlovet for nyligt, og de to har allerede talt en del om fremtiden.

- Vi regner med at flytte sammen om et år, og vi har allerede alle mulige planer om børn og hus og indretning,

- Det er ting som en 15-årig normalt ikke tænker over, men det viser bare, at vi er sikre på hinanden, siger Sarah. 

Sarah og Frederikke blev kærester i starten af X Factor, og selvom kæresten støtter hende fuldt ud i musikdrømmene, så indrømmer hun, at det er en hård tid for dem lige nu.
 
-Vi er lidt kede af det, fordi vi ikke kan ses i øjeblikket. Jeg knokler med min plade, men vi prøver at kommunikere en masse, så vi ikke bliver kede af det. Men det er svært ikke at kunne kramme og kysse, siger Sarah.

Sarahs første single udkommer fredag den 17. juni, og hele hendes album er klar i sensommeren.