43-årige Frank Clifforth fra X Factor-duoen »Clifforth & Hein« måtte dulme nerverne med narko, da han første gang skulle stille sig op foran tv-kameraerne og underholde med sin musik.

Det var i 2004, da han var med i DR-programmet »Stjerne for en aften«.

»Lige før jeg skulle i studiet, måtte jeg tage en gang kokain. Ellers havde jeg ikke klaret det. Jeg kunne skjule det for omverdenen. Det var ét stort skuespil,« har han fortalt ugebladet SE og HØR.

Sammen med sin makker Torben Hein, 47, har Frank Clifforth fra starten af deres deltagelse i X Factor ikke lagt skjul på deres brogede fortid med misbrug og kriminalitet.

Frank Clifforth voksede op i det, han kalder et kaos under dysfunktionelle familieforhold. I barndomshjemmet var alkohol og vold dagligdag.

Som bare 11-årig blev smerten for stor for Frank Clifforth og han begyndte at dulme elendigheden med alkohol og senere stoffer. Det førte til et voldsomt misbrug og kriminalitet, og under en brand i en lejlighed i Hundige oplevede han endda at dø, inden han blev genoplivet.

I dag har han han været ude af sit misbrug i 11 år, er blevet uddannet pædagog og er blevet far til en datter, der i dag er tre år gammel.

»Jeg oplever nu, at ved at give kærlighed, får jeg også selv enormt meget kærlighed. Min datter får mine mørke dage til at forsvinde, og i mit arbejde som pædagog oplever jeg, hvor fantastisk det er at give noget til andre uden at få noget igen,« forklarede Frank Clifforth for nylig til BT.