Om det er danskerne, der er blevet mættet af de ellers rørende og barske skæbne-historier, eller om de to følsomme fyre bare ’ikke er gode nok’, som dommer Mette Lindberg sagde i aftenens udsendelse, er svært at sige. Men ud røg Clifforth og Hein.

Konkurrencen spidser til. I næste uge er det semifinalen, der står for døren, men det bliver altså uden Clifforth og Hein i feltet.

»Jeg er nødt til at følge mit musikalske hjerte«, lød begrundelsen fra Blachman, som fik det sidste ord i afgørelsen af fredagens udgave af X Factor.

Det var nemlig, udover Remees gruppe Clifforth og Hein, Mette Lindbergs unge solist Alex, der havde fået færrest stemmer fra seerne.

De fik en chance for at synge for livet og imponere dommerne en sidste gang i en omsang. Men til trods for, at det var anden uge i træk, at 22-årige Alex stod i farezonen, gav den garvede dommer Blachman ham lov at blive.

»Jeg er nødt til at honorere dig for dit talent.«

På den måde bryder Alex, som den første i denne sæson, det mønster, der ellers havde vist sig: en uge i farezonen, næste uge ud.

Dedikeret

Clifforth og Hein fik heller ikke udelukkende ros fra dommerne efter deres første optræden med deres version af David Bowies ’The man who sold the world’ fra albummet af samme navn, der udkom i 1970.

» Jeg synes ikke det er stærkt og godt, det synes jeg altså ikke,« sagde Mette Lindberg og tilføjede:

»Torben, jeg synes ikke du har en stærk vokal. Du har noget hjerteligt, men du står ikke som en stærk sanger.«

Men det var netop Torbens vokal, der fik den garvede dommer Blachman til at kaste nogle pæne ord i gruppens retning.

»Der er noget ægte i din stemme. Den er signatur-agtig – du ser cool ud,« sagde han, men alt i alt var han ikke overvældet:

»Ja, det var udmærket,« konkluderede han

De to herrer på 47 og 43 år også en noget hård medfart på Twitter, hvor der blandt andet blev skrevet, hvor folk blandt andet har skrevet, at de er trætte af at høre om deres hårde fortid og at de ikke mener, at de synger godt nok.

Men man kan på ingen måde sige, at de to herrer ikke har været dedikeret til programmet, mens de har deltaget. De er gået af X Factor-stien med tåre og sved, med sjæl og indlevelse.

Det sås allerede tydeligt og helt permanent, inden de overhovedet vidste, om de ville gå videre til liveshowsne. De fik nemlig begge tatoveret det sorte og røde X Factor-logo på overarmen lige inden ’Bootcampen’. De er placeret sådan, at begge tatoveringer er synlige, når de sammen danner et ’X’ med armene.

Fem fredage har vi kunne se Clifforth & Hein synge live på TV fra scenen i DR Byens Studie 5.