KØB PLUS!

X Factor-Nicoline idømt halvandet års fængsel i stor narko-sag

Den tidligere X-Factor-stjerne, 17-årige Nicoline Simone Møller fra Nordborg på Als, er idømt halvanden års fængsel.

Straffen er gjort betinget.

Det har en domsmandsret ved Retten i Sønderborg besluttet, og retsformand Peter Urskov har netop afsagt dommen flankeret af de to domsmænd.

Den 17-årige sanglærke har gennem trekvart år været under et ekstremt pres, mens hun har ventet på dommen. En total kolbøtte i hendes liv, som ellers foregik på solsiden for mindre end et år siden, da hun dengang, 16 år ung, stod på tærsklen til at kunne vinde det eksponerede DR-talentshow X-Factor sammen med sin musikalske makker Jean Michel.

Nicoline Simone Møller har været tiltalt for at have båret to kilo kokain fra en bil og ind i et hus i Klingbjerg nær Nordborg, hvor hun kommer fra.

Hendes otte år ældre ekskæreste Ermal Berisa har været tiltalt for at have indsmuglet 2,6 kilo kokain fra Tyskland til Danmark, ligesom anklagen mod ham også har omfattet, at han har "cuttet" stoffet og blandet det op, hvorefter det er solgt videre i en samlet mængde på 5,2 kilo.

Derudover har anklaget lydt på flere tilfælde af dødstrusler mod Nicoline Simone.

Ermal Berisas lillebror Arber Berisa har været tiltalt for at have hjulpet broderen med at blande kokainet op og for at have deltaget i videresalg.

Den fjerde tiltalte i sagen, Kasper Kock, har, udover tilknytning til narkosagen, været tiltalt for diverse berigelsesforbrydelser.

Under proceduren for en uge siden argumenterede anklager Henriette Baade for, at Nicoline Simone Møller skal idømmes to til tre års fængsel. Retspraksis er - i tilfælde af domfældelse - at der idømmes omkring seks års fængsel for at fragte så stor en mængde kokain, som Nicoline Simone har gjort.

Anklageren understregede i sin procedure dog også, at retten bør tage hensyn til de formildende omstændigheder i forhold til den unge alsing. Nemlig dels at hun var under stærkt pres fra sin daværende kæreste for at hente kokainet, dels hendes unge alder samt at hun er ustraffet.

Nicoline Simone Møller forsvarer Joan Vollertsen har i sagen talt for, at den unge sønderjyde skal omfattes af nødværge-bestemmelsen i straffeloven, fordi hun var under så stort pres, da hun fragtede kokainet de få meter fra bilen og ind i huset.

Nicoline Simone Møller blev kendt af hele familien tv-Danmark, da hun i sidste sæson af DRs stærkt eksponerede show X-Factor sammen med sin musikalske makker Jean Michel stod på dørtærsklen til finalen i den store talentkonkurrence.

Men netop som de to skulle tage sidste step helt op i toppen i musikshowet, trak hun og Jean Michel sig pludselig og uden nærmere forklaring. Kort efter kom det frem, at det var Nicoline Simone Møllers involvering i en stor sønderjysk narkosag, der var skyld i, at de pludselig forlod showet.

Hovedmændene Ermal Berisa og Arber Berisa er idømt henholdsvis syv år og fire års fængsel. Kasper Kocks dom lyder på et år og ni måneders fængsel.

Læs også: