Remee, Blachman, publikum og sikkert også en hel del seere var i chok, da X Factors nye dommer Mette Lindberg fredag aften sendte den 15-årige favorit Marie Stougaard ud af årets udgave af talentshowet.

»Ej, nej nej nej nej!« udbryder Blachman.

»Er du sikker på det?« forsøger Remee.

»Du kom ikke til at sige forkert?« spørger Blachman.

»Du blev ikke overrasket? Jaloux?« lyder det fra Remee.

På trods af de rutinerede dommers måbende, chokerede og uforstående blikke, der var skarpt rettet mod den nye dommer under aftenens udsendelse af X Factor, rystede Mette Lindberg blot på hovedet. Beslutningen var taget.

15-årige Marie Stougaard fra Holte havde ellers allerede ved sin første audition sunget sig direkte ind som en af årets absolutte favoritter med sin akustiske version af 'I'm sexy and I know it'.

Men hvad dommerne ikke vidste, var, at det faktisk var ment som en joke, at hun overhovedet stillede op.

»Jeg havde egentlig aldrig tænkt, at jeg ville stille op. Det var nogle veninder, der meldte mig til, og så tænkte jeg 'okay, så gør jeg det for sjov'. Det var mest tænkt som 'årets joke', og jeg valgte sangen, for at tage lidt pis på det hele,« siger Marie Stougaard til BT.

Det vildeste
Men det virkede ikke til at være noget dommerne bemærkede, der skamroste det unge talent og gav hende indgangsbilletten til talentshowet. Det gav i den grad Marie blod på tanden.

»Det var da det vildeste! Jeg har set X Factor siden det startede (i 2008 red.), og når jeg har stået i badet og sunget, har jeg da tænkt, at det kunne være vildt fedt at opleve at få kritik fra dommerne. Men det har jo altid bare været et drømmescenarie,« siger hun.

Og igen fredag aften var det en svært begejstret Thomas Blachman, der hamrede hånden ned i bordet, efter 15-årige Marie for anden gang fik lov at synge i årets udgave af X Factor.

»Jeg nyder det! Det er første gang i dag, at vi hører musik og det er bare dét, vi vil have. Så enkelt er det,« lød det fra den garvede dommer.

Remee var også imponeret: »Din audition sidst, var klart en af årets bedste, og det har du lige toppet nu. Det vil undre mig meget, hvis du ikke også ender med at stå i liveshowsne.«

Men det skulle altså ikke gå som Remee havde spået.

5-Chair Challenge
Fredag aften var vi nået til talentkonkurrencens '5-Chair Challenge'. Hver dommer har fem stole, de skal besætte med de deltagere, de tror mest på, fra hver deres kategori. Det har vist sig at være en noget nervepirrende disciplin for både dommere og deltagere. Hvis alle fem stole er besat, og der fortsat er deltagere tilbage, kan dommeren vælge at lave et skift. Der er altså ingen, der kan vide sig sikre.

Det unge talent Marie fik dog også imponeret Mette Lindberg til en stol - i første omgang. For senere i programmet fik den 15-årige fyr Reza sunget sig til en plads i en af de varme stole og det krævede, at Mette Lindberg skiftede en af deltagerne ud.

Valget faldt overraskende på Marie. Mette Lindberg begrundede det med, at hun er 'i tvivl om, hvor meget hun kan med sin vokal'.

»Det var super ærgerligt. Jeg tror lige, jeg nåede at håbe, at jeg kunne blive siddende,« siger Marie, der dog er glad for den måde hun røg ud på, når nu det skulle være.

»Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre afslutning. 'Hvad for noget?!' hørte jeg de andre dommere sige, og der blev jo næsten skabt et drama ud af det. Det er jo på sin vis også en kompliment,« siger Marie og fortsætter:

»Men det er da ærgerligt at tænke på, at havde jeg haft en af de andre dommere, kunne jeg være kommet længere.«

Sindssyg oplevelse
Hun understreger dog, at det var fuldt fortjent, af de deltagere, der endte med at få pladserne. Og synes også, hun har fået noget ud af det, selvom eventyret ikke blev så langt.

»Det var en sindssyg oplevelse. Kameraer, lys og en masse, der klappede, det var virkelig nervepirrende. Jeg tror aldrig, jeg vil være nervøs for at stille mig op foran en masse mennesker, holde et oplæg eller lignende igen. Tror ikke, der er meget, der kan slå den oplevelse,« siger Marie, der ikke har planer om at prøve chancen med X Factor igen næste år.

»Jeg vil ikke udelukke det, men lige nu er jeg rimelig mættet. Jeg er jo ung, så hvis jeg stiller op igen, bliver det nok først være om nogle år, hvor det ikke kommer til at tage så meget af skoletiden,« siger hun.

Nu vil hun fokusere på skolen og stadig dyrke musikken, som altid har fyldt meget i Maries liv. Hun spiller i forskellige bands ved siden af skolen, hvor hun går i niende klasse.

Mette Lindbergs unge deltagere, der går videre til 'bootcamp', er Alex, Anna, Reem, Mads Christian og Elena. Du kan se, hvilke grupper Remee vælger at satse på, og hvem Thomas Blachman tager med af solisterne over 23 år på fredag klokken 20 på DR1.

Foto: DR
Vis mere