Lina Rafn mistede sin første deltager i årets X Factor, da hun blev tvunget til at smide sit unge håb Mathias hjem

Lina Rafn blev sat i en talentdommers allerværste situation, da hun endte med at stå med to af sine egne deltagere i farezonen i fredagens X Factor.

Unge Mathias Chrøis skulle synge mod unge Fie Winther. Blachman lagde sin stemme på Fie, og Remée sin på Mathias, og Lina var derfor tvunget til selv at træffe den svære afgørelse. Til slut endte hun med at pege på Mathias, som dermed mistede sin plads i årets X Factor efter andet liveshow.

Men Mathias selv tog hjemsendingen med et smil på læben, og med ro i stemmen bakkede han sin mentor op.
- Jeg er helt enig. Fie du fortjener så meget at stå på den her scene. Det er din rejse, det er ikke min. Jeg hører ikke til her, det gør du. Jeg hører til derhjemme. Jeg skal lave mit eget musik, sagde Mathias.

Den unge Fie Winther var derimod rørt til tårer over at stå i farezonen og ikke mindst over at synge mod én fra sit eget hold.

- Det værste var, at jeg skulle synge mod Mathias, sagde en tydelig berørt Fie. 

Dommer Lina Rafn havde for engang skyld heller ikke mange ord på hjerte, da det stod klart, at hun var tvunget til at sende én af sine egne hjem.
 
- Det er ikke sådan, at der er nogen, der ikke kan lide en, fordi man er i farezonen. Det er bare sådan, at der er nogen, man kan lide lidt mindre, sagde Infernal-sangerinden henvendt til sine to deltagere.

Musikmageren Remée, der havde sin deltager Pernille i farezonen i første liveshow, var lettet over, at han ikke skulle bidrage med sine solister til hverken farezone eller udsmidning.

Thomas Blachman, der mistede sin gruppe 'lickety-split' efter første liveshow, fik begge sine grupper - ManBand og Anthony Jasmin - videre til næste liveshow.