X Factor-Karoline: Derfor bærer jeg ikke nag til Chresten

- Jeg troede, jeg ville være skuffet over ikke at vinde, men det er jeg slet ikke, lyder det fra en storsmilende Karoline, da bt.dk mødte hende efter finalen i årets 'X Factor' i Jyske Bank Boxen i Herning.

Karoline var fredag oppe imod den 25-årige Chresten, og det var i sidste ende ham, der løb med sejren og kunne lade sig hylde under den afskudte konfetti og i krammene fra de andre deltagere og sin mentor, Ida Corr.

- For mig var det hele lige meget, hvem af os to, der vandt. Chresten er jo nærmest min nye bedste ven. Vi har vores eget håndtegn, og han er så sjov. Han er slet ikke så stille, som han ser ud på tv. Selvfølgelig var det ærgerligt, at jeg ikke vandt, jeg gik jo efter sejren, fordi jeg er så stort et konkurrencemenneske. Men Chresten fortjente det mindst lige så meget som mig, siger 15-årige Karoline, der har været under den kompromisløse dommer Thomas Blachmans vinger under hele sangkonkurrencen.

HUSK AT DU KAN CHATTE MED CHRESTEN LØRDAG PÅ BT.DK KLOKKEN 12.15.

På trods af nederlaget på målstregen vælger Karoline at se positivt på, at hun fik en andenplads.

- Så er jeg ikke lige så låst, som Chresten er. Så kan jeg måske bedre lave det, som jeg gerne vil. Og forhåbentligt er der nogen, fra nogle pladeselskaber, der har set mig her i X Factor, som gerne vil lave noget med mig, siger Karoline, der glæder sig til at kunne skrive sine egne sange.

Afstemning

Og det var noget, hun fik en smagsprøve på til finalen, hvor hun har været med til at lave sin helt egen vindersang. En sang, der har en meget speciel betydning for hende.

- Den har et budskab, som er vigtigt for mig. Den handler om, at man skal behandle hinanden med respekt. Mine forældre har været ude for krig i Irak (de måtte flygte til Danmark i begyndelsen af 1990'erne, da Saddam Hussiens regime jagtede kurdere, som Karolines familie, red.). Så jeg ved, hvor ubehageligt det kan være, når det ikke sker. Mine forældre kunne have været døde nu. Så det er en meget personlig sang, fortæller Aarhuspigen Karoline og fortæller, at hun har rykket sig rigtig meget i løbet af måneder med 'X Factor'.

- Før turde jeg jo ikke engang tage en bus i Aarhus. Men nu har jeg ansvar, jeg skal tage stilling til ting og overholde aftaler, griner Karoline og indrømmer, at hun kommer til at savne det hele ved 'X Factor'.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her