Dommerne fik fredag aften deres kategorier i X Factor, og Thomas Blachman scorede en lille fordel som mentor for de unge solister. På X Factors superbootcamp skulle de godt 140 sangere fra de indledende auditions barberes ned til 24 deltagere.

Det var noget af et puslespil, der skulle gå op for de tre dommere, da 30 deltagere skulle udvælges. Bagefter kunne Ida Corr stille sig i spidsen for de voksne sangere over 24 år, mens Anne Linnet fik den svære opgave med at samle grupperne og Thomas Blachman fik den mest vindende kategori i dansk X Factor - de unge solister under 24 år.

- Det er enormt fedt at have de unge. Jeg elsker unge mennesker, der kan noget på den måde dér. Så det er jo umiddelbart en kategori, der forpligter, fordi der er nogle af de her meget karismatiske unge mennesker, siger Thomas Blachman til BT.

Men for nogle af de unge solister kom det givetvis som et chok, da deres mentor skulle præsenteres, og Mr. X Factor i egen høje person, Thomas Blachman, trådte ind ad døren.

Kort proces

- Det var ikke ærefrygt, men noget der på en eller anden måde minder om det. Jeg havde det sådan lidt 'åh nej - hvad kan det her ikke føre til', men samtidig er han en utrolig interessant mand, og der er mange, som mener, at han bærer programmet. Men samtidig var jeg umiddelbart også bange for, at han vil tage den kreative kontrol fra mig, siger 20-årige Emil Djernæs, som er den ene af de kun to tilbageværende mænd på Thomas Blachmans hold.

Thomas Blachman skulle som de andre dommere omgående skille sig af med yderligere to deltagere, og her blev Emil Djernæs' søster, Olivia, sendt ud i mørket.

I de seneste to programmer har netop dette søskendepar været genstand for drama, fordi dommerne med Blachman i spisen har forsøgt at overtale dem til at danne en gruppe sammen. Men det var imod søskendeparrets vilje, idet de begge ønskede at stille op som solister.

- Da vi kom op igen på vores værelse (efter en diskussion med dommerne, red.) og fik snakket tingene igennem, så kom vi frem til, at når vi fik den behandling, som vi syntes var tåbelig og uretfærdig, samtidig med at vi ikke kunne være med i programmet på det grundlag, vi gerne ville - altså som solister, hvorfor i alverden skulle vi så vælge at blive? Det var derfor, at vi dagen efter gik ned og sagde, at vi ikke ville være med mere, forklarer Emil Djernæs.

Blachmans hævn?

Stillet over for dommernes ultimatum valgte Emil og Olivia Djernæs altså først at forlade konkurrencen, men dommer Anne Linnet forbarmede sig alligevel og fik hevet dem med videre i konkurrencen som solister.

Thomas Blachman afviser dog, at han sendte Olivia Djernæs ud af programmet som en konsekvens af hendes modvilje mod at følge Blachmans råd om at indgå i en gruppe med storebror Emil.

- Det havde ikke noget med det at gøre. Det var helt oplagt, at hun ikke havde den klangfuldhed i stemmen, i forhold til hvem jeg ellers havde at vælge imellem. Så det var slet ikke på det plan. Hvis folk skulle tænke, at det ligner en hævn, så kan jeg ikke tage mig af det, siger Thomas Blachman.

Privilegerede børn

Da dommerne i programmet stillede søskendeparret over for deres ultimatum, fortalte Thomas Blachman de viljefaste søskende, at de burde være taknemmelige for den rådgivning, dommerne gav dem.

- Her får de en håndsrækning. Her får de et godt råd. Altså det dér med at ville være individualist allerede i en alder - jeg ved ikke, hvor gamle de er - men de er jo ikke særlig gamle. Det er tydeligvis meget privilegerede børn fra Frederiksberg eller et eller andet, som måske er vant til at få, hvad de peger på, siger Thomas Blachman til BT og uddyber.

- Når jeg siger, de skal være taknemmelige, så mener jeg bare, at de skal være taknemmelige for, at de har hinanden. De ville, hvis de lavede en gruppe, helt sikkert komme i liveshows. Hvor imod de som individualister ville de være i hård konkurrence fra andre, slutter Thomas Blachman.