Efter fredag aftens bootcamp i X Factor er der nu kun én mandlig deltager tilbage på Thomas Blachmans hold med unge solister. Den 20-årige Emil Djernæs står derfor med det ene ben i X Factors liveshows, men har alligevel mod til at kritisere sin mentor.

- Blachman er lidt en karikatur af sig selv. Han prøver at være provokerende for at være provokerende. Jeg synes, det er for tydeligt nogle gange, at det er dét, der er hans mission. Det er meget interessant, det han gør, men det kan hurtigt blive for meget, siger Emil Djernæs til bt.dk

Den altid kontroversielle Thomas Blachman afholdt dette år sin bootcamp på et jobcenter i Gladsaxe. Her var det i fredagens X Factor-program tydeligt, at Blachmans hjælpedommer, popstjernen Vinnie Who, mente, at Blachman burde gøre mere for at få sine unge deltagere til at slappe af.

xfactor

Blachman sendte i fredagens program flere deltagere ud midt under deres auditions, fordi han ikke var tilfreds med deres sangvalg, og en enkelt deltager blev også kommanderet ned for at tage armbøjninger.

- Hun slapper jo ikke af, når hun sådan skal ind og ud igen, forsøgte hjælpedommer Vinnie Who sig, da Blachman sendte deltageren Sarah Bergen ud for at tænke over sit sangvalg.

Var skeptisk i starten

Selv lader Blachman dog ikke til at tvivle på sine pædagogiske evner.

- Jeg elsker unge mennesker, der kan noget på den måde dér. Jeg har jo også selv børn, så det er jo ikke så langt fra. De er jo enormt unge nogle af dem, sagde Thomas Blachman om sin opgave som mentor for de unge solister.

Men Emil Djernæs fortæller, at han til trods for Blachmans store armbevægelser og skiftende luner ser frem til samarbejdet.

- Vi fik jo Blachman. I starten synes jeg, at det var knap så godt. Jeg var meget skeptisk over for det. Men det har ændret sig meget. Jeg kendte ham jo ikke og var også forsigtig med at dømme ham. Det har været interessant at lære ham at kende bag ved kameraerne, siger Emil Djernæs.

xfactor

I fredagens program var de øvrige dommere også på opgaven med at indkredse de deltagere, der skal med i liveshows. Anne Linnet havde inviteret grupperne hjem til Aarhus på bootcamp, og Ida Corr tog som den første dommer i X Factor sine voksne sangere med en tur til udlandet, hvor et hotel i Berlin dannede rammen om deres bootcamp.

Efter aftens program står hver dommer tilbage med fem deltagere. I næste uge skal dommerne træffe den endelige beslutning, om hvilke tre deltagere de hver vil tage med videre i liveshows.