Michel Hinz levede et liv med stoffer og dårlige venner. For to år siden fik han en betinget dom for at stjæle pengeskabe fra en restaurant, men nu er han klar til at starte på en frisk

Da 27-årige Michel Hinz og hans søster, 20-årige Emilie, sang for dommertrioen og hele Danmark i aftenens X Factor, var det ikke første gang, de satte deres fødder på det store røde X. Søskendeparret, der stillede op som en gruppe, har prøvet kræfter med talentshowet en gang før, men hver for sig.

- Emilie gik ikke videre fra pre-audition, men jeg nåede ind foran dommerne. Men jeg var et helt andet sted i mit liv. Da jeg mødte op, var jeg ikke rigtig klar oven i hovedet, så det havde måske indflydelse på, at jeg ikke gik videre, fortæller Michel Hinz, der aldrig nåede at komme i tv i den omgang.

Han havde røget hash hver dag i 11 år og sideløbende taget en masse stoffer i weekenderne. Nogen gange tog det overhånd, og så blev der også taget stoffer i hverdagen.

- Jeg var ikke den typiske junkie, man ser på Istedgade, men jeg har helt sikkert haft et misbrug. Og det tog overhånd til sidst, siger Michel Hinz, der derfor lagde livsstilen på hylden. I dag har han ikke røget eller taget stoffer i lidt over et år.

Men han har stadig en dom for tyveri hængende over hovedet. For to år siden resulterede kådhed og pengemangel nemlig i, at X Factor-deltageren kom alvorligt på kant med loven.

- Jeg var idiot og havde brug for nogle penge, og så lavede jeg et tyveri, hvor vi stjal nogle pengeskabe fra en restaurant. I bedste Egon Olsen-stil endte det da også med, at jeg blev taget. Jeg var så dum ikke at fjerne skabene fra min lejlighed, så de stod midt på gulvet, da politiet kom. Det var fuldstændigt til grin, erkender Michel Hinz, der blev idømt to års betinget fængsel og krav om at mødes med en tilsynsværge en gang om måneden.

- Den var ikke så god. Jeg fandt i hvert fald ud af, at kriminalitet ikke skulle være min levevej, siger X Factor-deltageren, hvis dom udløber til februar i år.

Michel Hinz ærgrer sig over, at misbruget satte hans liv lidt i stå. Alle dage blev ens, og det var bittert at se, hvor meget hans jævnaldrene opnåede, mens hans egen hverdag gik op i røg. Alligevel lykkedes det ham at få en blikkenslageruddannelse og blive far til lille Noah, der er fem år i dag.

Og så var det faktisk også fortiden som ballademager, der i sidste ende fik ham med i X Factor.

- Jeg havde lige så meget energi i skolen, som jeg har nu, så jeg kunne godt blive sendt uden for døren en gang imellem. Men en dag fik jeg en bluesmusiker til klasselærer, som gav mig en guitar og introducerede mig til musikken, så når jeg blev sendt uden for døren gik jeg op i musiklokalet og kom ud med nogle ting på den måde i stedet for at fjolle rundt på gangene, siger Michel Hinz, der derfor lærte sig selv at spille guitar, med en smule hjælp fra sin far, som også spiller og synger.

Det er første gang, han synger sammen med Emilie Hinz. Og selvom dommerne fortalte ham, at han ikke synger lige så godt som sin søster, er det ikke noget, der slår ham ud.

- Jeg synes også, Emilie synger bedre end mig. Men jeg synes også, jeg synger godt, smiler Michel Hinz og tilføjer:

- Men vi kom jo videre, så måske er det heller ikke så slemt igen. Jeg er fortrøstningsfuld.