Det var med kun to procent forspring, at den færøske gospelsangerinde Linda Andrews vandt X Factor i år 2009. Hun er i dag 42 år og har stadig musikken helt tæt på kroppen.

Fredag efter fredag rørte hun DRs seere med sin dybe og inderlige stemme. En stemme, der bragte hende hele vejen til tops i den anden udgave af talentshowet X Factor.

Søren Rasted skrev vindersinglen 'Det bedste til sidst', der straks røg ind som nummer et på hitlisten og senere modtog platin. Singlen har solgt over 35.000 downloads og blev den niende bedst sælgende single i 2009.

I sommeren 2009 kom debutalbummet 'Into the light', som blandt andre er skrevet af Cutfather. Albummet gik ind som nummer to på hitlisten, men overlevede ikke mere end fem uger i top 40.

Tidligere dommer Lina Rafn var mentor for Linda Andrews, med det borgerlige navn Linda Andreas, og giver et bud på, hvad det styrtende salg skyldtes:

»Rigtig mange af deltagerne lider under, at vi i Danmark har en tradition for, at det ikke må være for perfekt. De ideelle popstjerner – performerne, som ser "rigtige" ud, synger fedt og ligesom har hele "pakken" – er vi sjældent særligt vilde med,« sagde Rafn i januar til P1 Morgen.

Linda Andrews har tidligere udtalt, at hun synes, det gik alt for hurtigt med at producere debutalbummet.

Finale i DR1s X factor fredag 27. marts 2009. Vinderen Linda på scenen.
Finale i DR1s X factor fredag 27. marts 2009. Vinderen Linda på scenen. Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

»Det er vigtigt, at mit næste album bliver 100 procent mig, og det gør det kun, hvis jeg har tiden til at få sangene helt ind under huden. Det er bare ikke nok, at bruge tre timer på et nummer,« Sagde hun i 2013 til Ude og Hjemme.

Det er altså ikke kun begejstring, Linda Andrews har tilovers for X Factor, det kunne også mærkes i det råd, hun gav deltagerne i bladet i 2013:

»De skal vide, at det er en opskruet virkelighed, som DR laver. Der kommer altså en dag, hvor kameraerne slukker, og så er man ikke en stjerne længere. X Factor er et godt springbræt, men det er først, når X Factor er slut, at det hårde arbejde begynder. Så synger man ikke for 45.000 i Parken længere, men for 500 mennesker i et indkøbscenter. Det er altså bare Danmark.«

Siden debutalbummet 'Into the light', har Linda udgivet to julealbum og senest EP'en 'Single Collections 2013' i december 2013 med fem numre.

Udover udgivelserne er det gospelmusikken, der fylder for Linda. Hun synger koncerter med flere forskellige kor, senest en række julekoncerter i november og december sidste år og i august blev hun tilmed ny dirigent for Farum Gospel.

Karrieren som korsangerinde har budt på lidt af hvert og har også resulteret i en deltagelse i det internationale Melodi Grand Prix, hverken som solist eller for Danmark, men som kor fra den slovenske sangerinde Hannah Mancini.

Du kan se dette års, og dermed niende, sæson af X Factor fredag klokken 20 på DR1.