Grædende børn, der bliver stemt hjem, og en app, hvor man kan stemme på den dårligste deltager - det falder ikke i teaterdirektør Jon Stephensens smag.

I en kronik i Berlingske Tidende opfordrer teaterdirektøren på Aveny-T direkte DR til at sløjfe det populære program, som han beskylder for at være uetisk.

»Det vi så i fredags, er så langt fra DRs værdier og værdi grundlag, at der kun er én ting at sige: Luk X Factor,« skriver Jon Stephensen i kronikken.

LÆS OGSÅ:

Det er især sidste uges program, hvor Tannaz blev stemt ud i en meget følelsladet scene, der har fået teaterdirektøren til at fare til tasterne:

»Er det Danmarks Radios opgave at udsætte børn for det, vi så i fredags, bare for at vi andre kan sidde og hyggetude, når børn bliver presset ud over enhver etisk grænse og stemt ud, med tårerne trillende ned ad kinderne og tæt på sammenbrud. Er det Danmarks største medie- og public service-kanals mål i seertallets hellige navn, at blæse på al moral og børns tarv?,« spørger Jon Stephensen i kronikken.

Læs også:

Teaterdirektøren er også oprør over, at det på DRs nye X Factor-App er muligt at stemme på, hvilken deltager der har gjort det dårligst.

»Det er simpelthen at gå over stregen. Det er som om, at DRs ledelse fuldstændig har glemt, hvad DR står for i iver for at få nye kunder og unge i butikken. Det er som om, DR har glemt at ord som ansvar og opdragelse stadig findes,« tordner Jon Stephensen.

Læs hele kronikken her

Med kronikken tilslutter Jon Stephensen sig den kritik og bekymring, børnepsykologen John Halse for nyligt udtrykte i BT. Han mener, at muligheden for at stemme på dårlige deltagere, kan sammenlignes med mobning.

fasfsadfas

»Det at tale ordentligt til hinanden og ikke være ekskluderende bliver totalt smadret her. Det nye element er kun med til at understrege, at det er blevet ekskluderende, og at vi kan tillade os at pege fingre ad andre,« sagde John Halse for nyligt til BT.

I den forbindelse afviste DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme beskyldningerne om manglende etik.

»Jeg er fuldstændig uenig, for i audition-programmerne er vi ekstremt opmærksomme på ikke at udstille nogen eller grine ad nogen, men med dem,« forklarede Jan Lagermand Lundme.