Både Kenneth Bager, Le Gammeltoft og Djuna Barnes er på plads, når X Factor på fredag går ind i bootcamp-fasen, hvor de endelige live-deltagere skal plukkes ud.

Og de tre dj's, der på fredag og i næste uge agerer gæstedommere, plejer hver især store karrierer på den danske klubscene og i resten af verden.

Særligt Kenneth Bager, der i Danmark er bedst kendt for sin store indflydelse på danske natklubber, vil være genkendelig hos en stor del af seerne.

Den snart 49-årige dommer har med sine albums "Fragments From A Space Cadet" fra 2006 samt toeren, der udkom sidste år, nået ud til masserne med elektronisk inspireret musik, og han rådgiver X Factor-dommeren Cutfather på fredag, når han skal si de sidste deltagere ud inden live-udsendelsen.

- Mick "Cutfather" har kendt mig de sidste 25 år. Han stoler på min vurdering af deltagerne, men tager selvfølgelig den endelige beslutning, siger Kenneth Bager og afviser, at der bliver tale om ren unga-bunga-musik, bare fordi det er tre dj's, der indtager gæstedommerposterne.

- Personligt har jeg faktisk bevæget mig rigtig meget omkring klubmusikken. Men jeg har også lavet en masse andet, så jeg vil ikke sige, at jeg er 100 pct. forankret i klubmiljøet. Jeg har både været involveret i Aura, og jeg optræder i det hele taget på mange platforme, fortæller Kenneth Bager, der altså står over for Le Gammeltoft - kendt fra P3 - og Djuna Barnes, der er en del af den mere mørke københavnske klub-undergrund.

- Men fælles for hele oplevelsen har været, at de unge virkelig brænder for at være med. De vil det 100 pct. Så på den måde har det været en stor oplevelse.