Det var langt fra planlagt og kom lige fra hjertet, da Sofie Linde fredag aften midt i X Factors semifinale fik sendt en sviner af sted til de terrorister, der stod bag bombeeksplosionerne i Bruxelles tidligere på ugen.

’Røvhuller’ kaldte Sofie Linde de selvmordsbombere, der var skyld i mindst 31 menneskers død i Belgiens hovedstad tidligere på ugen.

Det skete på direkte tv kort efter den 22-årige solist Alex havde sunget den første af de to sange, han skulle optræde med fredag.

Alex har boet det meste af sit liv i Belgien, men flyttede sidste år til Danmark. Hans far, der oprindeligt er fra Nigeria, og hans danske mor bor stadig i Belgien, men de slap heldigvis uden om de tragiske bombeeksplosioner.

»Jeg ved du gerne vil hurtigt af scenen, Alex, og ned til dine forældre, der er kommet helt fra Belgien. De røvhuller fik ikke stoppet deres tur!« fløj det ud af Sofie Linde under showet.

Til BT forklarer hun, at det var langt fra planlagt.

»Jeg tror bare, det kom til mig. Jeg forsøger jo virkelig at følge et manuskript, men indimellem siger jeg bare, hvad jeg føler og tænker,« siger Sofie Linde og begrunder det med, at det var hendes hjerte, der talte.

»Det er jo dybt tragisk, hvad der er sket i Belgien. Og da jeg stod derinde og så Alex’ forældre, tænkte jeg bare, ’Nu skal vi have en fest, og det er der ingen, der skal bremse’.«

Alex’ forældre skulle have været med et fly til Danmark dagen efter angrebene, det blev en umulighed, men heldigvis lykkedes det dem at køre hertil, så de fredag aften kunne være blandt publikum og se deres søn på scenen.

Til BT fortæller Alex, at det ikke kom som en total overraskelse, at hændelserne i Belgien blev nævnt i udsendelse, men at han ikke havde regnet med, at det ville blive på den måde.

»Jeg havde nok haft en lille forventning om, at det ville blive bragt op - men Sofie gjorde det på sin helt egen og gode måde,« siger han.

Alex var den første Sofie Linde tænkte på, da hun hørte om, hvad der var sket i Bruxelles - men det var ikke udelukkende fordi, at det havde fyldt meget i hende, at hun kom til at sige, havd hun gjorde, det er nemlig slet ikke usædvanligt, at hun kommer til at sige, hvad der falder hende ind, forklarer hun.

Hvor ofte kommer du til at undvige fra manuskriptet?

»Det sker som udgangspunkt,« griner hun, og fortæller at hun særligt gør sig umage for at holde sig til teksten i starten og slutningen af programmet, men indimellem glipper det altså.

»Jeg kunne sagtens have sagt noget, der var meget værre. Det jeg egentlig sagde, var, at jeg hader terrorister,« siger Sofie Linde og beklager, at hun kom til at bande.

Det er nu ikke det knap så stuerene ord ’røvhuller’, seerne har bidt mærke i. Derimod hylder de den 26-årige værtinde for sin ytring og for at være sig selv.

Her er et par af de kommentarer, der er kommet på twitter:

Det var Blachmans eneste tilbageværende deltager Andrew Murray, der fredag måtte forlade X Factor. De tre finalister er dermed de to deltagere fra den unge kategori Reem og Alex og gruppen Embrace.