Så god er den hårde dommer ved sine deltagere i ‘X Factor’

Det var med en god portion nervøsitet og en lille smule frygt i maven, at 15-årige Karoline første gang stod over for den berygtede dommer Thomas Blachman til sin ‘X Factor’-audition. Men efterhånden som den unge deltager fra Aarhus lærte Blachman at kende, især efter hun fik ham som mentor i tv-programmet, er nervøsiteten visket ud til fordel for glæde. 

- Thomas er bare fantastisk. Jeg er virkelig glad for, at jeg har fået ham som coach. Han er slet ikke, som han virker i tv. Han er bare så dejlig, og han er lidt ligesom en anden far for mig, fortæller Karoline og fortsætter:



- Han er altid meget opmærksom på os. Om vi har det godt, om vi fryser. Når jeg er hjemme hos ham, siger han altid, at jeg bare skal tage det, jeg har lyst til eller endelig bare skal lave noget te. Han giver mig også nogle gange sit dankort og siger ‘gå ned og køb lige, hvad du har lyst til’. 

Et andet hjem 

Det er ikke kun Karoline og de to andre piger i Blachmans kategori af unge solister, Amanda og Zaina, der har fået et godt forhold til deres mentor. Det går også den anden vej. 

- Jo mere, vi åbner os overfor ham, jo mere åbner han sig også over for os. Det er så fantastisk, at vi har fået sådan en connection, siger Karoline, der slet ikke kan holde ud at tænke på, at det forhold måske kan være slut, når ‘X Factor’ er færdig.



Derfor har hun allerede nu sagt til Blachman, at hun stadig vil komme og besøge ham, når programmet er forbi. 

- Så sagde han til mig: ‘I kan altid bare komme, hvis der er et eller andet. I har altid et hjem her’. 

Selvom Thomas Blachman er de tre pigers mentor, er det ikke fordi, det udelukkende er ham, der lærer dem noget. 

- De lærer noget af mig. Jeg lærer noget af dem. Det er en pragtfuld samarbejdsting. De er sindssygt gode. Så jeg vil da godt unde dem, at de vil vinde.