Efter første afsnit af X Factor blev både dommeren Thomas Blachman og den 22-årige Johnnie hyldet på de sociale medier for at sætte fokus på at se mennesker før diagnoser.

Men efter Johnnie, der på trods af tre forskellige diagnoser stillede op til talentshowet, i går fredag blev smidt ud af programmet, har tonen fået en anden lyd.

Seerne er rasende. Sissel Bruun Thomsen, der til daglig er socialpsykiatrisk medarbejder, skriver f.eks. på X Factors Facebookside, at hun i første omgang blev 'rigtig glad' fordi 'ALLE kan være med i dette program og følge deres håb og drømme.'

'Men... Da dommerne idag skulle vælge, hvem de ville have med videre, blev jeg skuffet. De starter ud med at snakke positivt om Johnnie, men ender med at fravælge ham pga. hans diagnoser?,' skriver hun.

Martin Tygesen skriver også på Facebook, at han ikke længere har lyst til at se X Factor:

'Når dem, der har det svært eller kæmper med noget i deres liv, bliver sorteret fra for at komme videre i programmet. Jeg synes, det er en forkert måde at behandle mennesker på,' skriver han.

Sean Poulsen kalder det 'virkelig et klamt grundlag at blive smidt ud på.'

Og Kathrine Høgsberg Nielsen er også dybt skuffet.

'Ingen grund til at omtale Blachman som en helt, der ser mennesker før diagnoser. Var så imponeret for nogle uger siden, og nu er favoritterne væk,' skriver hun.

Thomas Blachman var netop i forbindelse med den første udsendelse ude at udtale sig om diagnoser:

»Jeg synes bare, det er tarveligt, at man har ladet diagnosen med en negativ energi i stedet for at starte med at se, hvad det er, den kan. Og det ved jeg, der er en masse mennesker, der gør,« sagde han til DR efter første program.

Og han går skridtet videre med en opfordring til forældre ude i det danske land:

»Alle forældre vil gerne have musikalske børn, og jeg ser diagnoser som en alternativ form for musikalitet. Jeg vil bare gerne have og ønsker og beder til, at de, som har børn, der skiller sig ud på den ene eller den anden måde, at deres forældrene ser det, som en mulig gave. Som en meget tidlig implikation i de unge menneskers liv. At der er noget, som giver det en retningsbestemmelse, at de har fået en kreativ skæbne,« sagde Thomas Blachman til DR.

Daniel Meyers stillede på trods af sin stammen op til X Factor men er nu røget ud til stor ærgelse for seerne. Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR
Daniel Meyers stillede på trods af sin stammen op til X Factor men er nu røget ud til stor ærgelse for seerne. Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR
Vis mere

En anden seer-favorit blev også fravalgt fredag aften.

18-årige Daniel Meyers ramte ellers både dommere og seere lige i hjertet, da han på trods af, at han stammer, tog kampen op i talentshowet. Derfor foreslår en seer, at man laver et nyt system for udvælgelsen:

'Man burde som seer kunne stemme et wildcard ind på én fra hver kategori. Det er jo trods alt os, der står for hvem, der skal vinde alligevel. Sådan en som Daniel, der stammede, havde jo folket bag sig og var mega spændende - og han var jo netop ikke usikker, når han sang!,' skriver han.

DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme afviser, at nogle skulle være valgt fra pga. diagnoser:

»Jeg ved med 100 procent sikkerhed, at hvis der var en deltager, de ville have med, som ville have det hårdt, så ville de få den støtte, de havde brug for,« siger han til DR og og pointerer, at der tidligere har været folk med forskellige udfordringer i showet.

»Vi har haft folk med i liveshows, der havde diagnoser, ganske enkelt fordi dommerne gerne ville have dem med,« siger Jan Lagermand Lundme.