Som en sand hønemor har Anne Linnet bredt sine vinger omsorgsfuldt ud over sine kyllinger, de tre grupper, Wasteland, Lotus og Anna & Lusanda, hun har fået som dommer i dette års 'X Factor. Hun har inviteret dem ind i sit hjem, hvor de har spillet Fifa-spil, slappet af og mødt Linnets børn.

At få tjansen som dommer og coach for grupperne i 'X Factor, har altid været op ad bakke, fordi grupperne nærmest per automatik sjældent når særlig langt i programmet.

Men da det viste sig, at det var Anne Linnet, der havde fået den tjans, lod den erfarne musiker sig slet ikke slå ud.

- Jeg har ikke fået den tunge tjans. Men det er den med mest arbejde i, lyder det med et lunt smil.

Og eftersom der er flere deltagere at tage sig af, og den 59-årige X Factor dommers tre ældste børn alle er blevet til noget ved musikken, har hun hentet hjælp og inspiration hos Evamaria og Marcus, som Anne Linnet har sammen med sin afdøde ex-mand, Holger Laumann for at ruste dem op til aftenes liveshow.

- De har været til sangcoach hos min datter, Evamaria som er uddannet sanger fra det Rytmiske Musikkonservatorium. Hun har haft timer med dem. Og så har de været i studiet med min søn, Marcus, som er min producer og som har sang-coachet dem sammen med mig. Og det mener jeg, ruster dem til, at de kommer godt fra start, fortæller Anne Linnet forud for aftenens show i studie 5 i DR Byen.

Den erfarne og konservatorieuddannede musiker og sanger ser frem til showet i aften. Her skal hendes tre grupper alle vise, hvor langt de er nået i deres udvikling i løbet af de to måneder, de har været under Linnets vinger. Og ikke mindst overbevise de mange seere om, at de skal gå videre i den benhårde konkurrence.

- Der er så meget potentiale i mine tre grupper. Vi giver den fuld skrue. Og den udvikling, de har været igennem, vil man kunne følge fra gang til gang, lover Anne Linnet.

I de to måneder der er gået op til det første 'X Factor' liveshow i aften, har Linnets deltagere ikke kun haft deres gang i dommerens eget studie.

De purunge gruppemedlemmer har flere gange været hjemme hos Anne Linnet, i hendes mondæne 357 kvadratmeter store liebhavervillla med bindingsværk, som ligger bag Operaen i København.

Her har især sønnen, Xander, der også er kendt som sanger og coach i TV2 programmet 'Voice' , stået for underholdningen.

Det har de to teenage-piger, Anna & Lusanda, følt på egen krop. Især Lusanda måtte lige synke en ekstra gang, da hun første gang stod overfor Xander.

- Han er jo ret lækker, så det at møde ham første gang og give hånd, årh mand, griner Lusanda lidt genert, mens Anna bryder ud i et kæmpefnis ved mindet.

Fniseriet tager også overhånd, da de i munden på hinanden fortæller om, dengang Lusanda lod sig udfordre til at spille Fifa på Xanders playstation hjemme hos Anne Linnet.

- Det var jeg ikke særlig god til, griner hun.

- Nej, der var vist noget med nogle selvmål, lyder det drillende fra Anna, der pænt betakkede sig for at prøve kræfter med fodboldspillet.

I aften skal pigerne, der begge kom med i 'X Factor' på et wildcard, overbevise seerne om, at de har det der udefinerlige x-factor, så de kan gå videre i det benhårde talentprogram.