Det var en stolt Remee, som bt.dk fangede efter fredagens 'X Factor'-finale, som producerens sangfugl Emilie Esther vandt i sikker stil.

»At gå ind og lave Nat King Cole blandet The Verve blandet med Beyoncé, og så gøre det som om, det er det mest naturlige i hele verdenen og brillere på den måde... Det var meget rørende for mig,« siger han umiddelbart efter showet.

»Den lyd, der kommer ud af den pige, og måde hun overperformer alt hvad vi har øvet og indspillet. Og endda lyder 30 procent bedre. Det var rystende,« siger Remee.

Så hun blev stærkere af at stå på scenen?

»100 procent! Nogen åbner sig i rampelyset, og nogen fader. Al hendes nervøsitet forsvandt, og hun gik bare ind og tog øjeblikket. Det hendes moment, det der. Hun kom for at få indløst sin skæbne,« siger Remee, der kunne fejre sin anden sejr som 'X Factor'-dommer, efter en anden ung sanger, Martin, vandt i 2008.