Selv om man har fået musik og stjernelivet ind med modermælken, er det ikke nødvendigvis nok til at gå videre i 'X Factor'.

Det har 18-årige Malou måtte sande i aftenens afsnit af DR’s talentkonkurrence, hvor hun røg ud lige inden 'X Factor'-bootcamp, der starter i næste uge.

Hun er datter af 'King Diamond'-bassist Hal Patino, der er en af verdens mest anerkendte heavy-metal bassister. Men foran dommerne var der ingen kære far, og en knust Malou måtte grædende forlade showet efter sin version af Chers 'Believe'.

- Jeg havde knoklet så hårdt op til den dag, og det var så nervepirrende at sidde der og vente. Det havde været en lang dag, og så knækkede filmen bare for mig, fortæller Malou til bt.dk.

Som man kunne se på skærmen var 14 familiemedlemmer troppet op for at støtte Malous 'X Factor'-drøm, inklusiv hendes amerikanske far, Hal Patino, som i øvrigt stadig kører det karakteristiske metal-look fra 80’erne, der har prydet et utal af plakater på teenage-værelser verden over.

Heavy-bassisten deler dog ikke helt samme smerte som sin datter over aftenens 'X-Factor-exit, afslører Malou.

'Slap af'

 - Min far var meget overrasket over, at jeg røg ud, men syntes ikke, det var dårligt. Tvært imod. Da jeg begyndte at græde, sagde han bare ‘ej, slap af. Nu går vi i gang med dit eget’, fortæller hun.

Faktisk var det farmand, der fra starten havde været den mest skeptiske af alle, da Malou fortalte, at hun tog til audition på underholdningsshowet.

- Min far var faktisk lidt imod, at jeg stillede op i 'X Factor'. Det er et fedt program og en mega fed oplevelse, men når jeg går og drømmer om at blive en stor stjerne i USA, mente han ikke, at jeg skulle være kendt som 'Malou fra X Factor', forklarer hun.

Den 18-årige pige fra Ballerup Handelsskole røber, at far og datter allerede på anden vis er i fuld gang med at lægge kimen til hendes fremtidige sangkarriere.

- Vi er i gang med to helt nye sange til mig. Det bliver ikke heavy metal men pop på den rå måde. Min far er fantastisk. Han er helt speciel og kan et eller andet magisk, forklarer hun begejstret. 

Til Hollywood


Bassist Hal Patino kommer oprindeligt fra USA, hvor han opnåede berømmelse med King Diamond. Hans ophav kommer nu Malou til gode om få måneder.

- Jeg satser 100 procent på min musikkarriere og tager snart til Hollywood. Forhåbentlig i marts måned. Handelsskolen tager jeg bare, så jeg har noget at falde tilbage på, hvis det ikke går, siger Malou, der trods alt er glad for de rosende ord fra de tre 'X Factor'-dommere, inden de satte en stopper for hendes videre optræden i programmet.

- Dommernes ord til mig var virkelig flotte, og Remee sagde, at jeg kom til at lykkes og ville nå rigtig langt. Det gjorde også, at jeg blev endnu mere skuffet over at ryge ud, lige da det skete. Alle mennesker har følelser, håb og drømme, og det er klart, at når man er en del af konkurrencen føler man, at alt bliver taget fra en, når man ryger ud. Men så er det godt, at min far var der til at hjælpe mig til at se det fra den lyse side og komme videre, siger hun.