- Jeg snusede lidt til X Factor sidste år, hvor jeg også hjalp Cutfather. Normalt er jeg ikke så vild med at være i tv, men når det handler om musik, så synes jeg, at det er fint. Og samtidig følelse det godt at kunne give noget videre, siger Kato, der i 2010 bragede igennem den danske musiks lydmur med hittet ’Turn the Lights Off’, til B.T.
LÆS OGSÅ: X Factor slår seerrekord
- Det var en stor udfordring at være med. Og det overraskede mig, at det var så hårdt. For det handler jo ikke kun om, at sende folk videre, men lige så meget om at sende folk ud, siger dj’en.
Kato, der har det borgerlige navn Thomas Vittrup og kommer fra Thisted, vidste inden X Factor ikke, hvad han skulle forvente. Men han blev overrasket over den store bredde i den ældre gruppe, der fredag aften bliver reduceret fra otte solister til fem. Og ugen efter ned til de tre som skal deltage i live-programmerne.
LÆS OGSÅ: Blachman får grupperne
De to andre X Factor-dommere Thomas Blachman og Pernille Rosendahl har i bootcampen også fået hjælp af kendte musikere. Blachman af Dicte og Pernille af Mathias fra Dúné.
Hos lige netop Pernille Rosendahl var Kato ellers et godt bud på en gæste-coach. Men sådan blev det ikke.
- Der er mange, som har spurgt mig, hvorfor jeg ikke skulle være gæst hos Pernille Rosendahl, som jeg var på tur med i sommers. Men jeg tror Cutfather spurgte mig, fordi vi har lidt den samme smag, og vi har den samme baggrund som dj’s, siger Kato, og forklarer, at det ikke var svært at sige ja.
- I dj-verdenen er Cutfather jo næsten en gud, så det var meget smigrende at blive spurgt, uddyber han.

























