- Undskyld, men jeg kan slet ikke høre noget. Der er sådan nogle underlige klik-lyde i min øresnegl, lød det fra 15-årige Karoline midt under sin sang under eftermiddagens generalprøve til den store 'X Factor'-finale i aften.
Hun blev til sidst nødt til helt at stoppe prøverne for at få musikken skruet op, så hun kunne høre, hvad hun sang. Efter fem minutters pause genoptog de prøverne, men kort inde i sangen var den gal igen.
- Undskyld, guys. Undskyld. Men jeg kan slet ikke høre noget, lød det undskyldende fra Karoline, der som den eneste i aften har en vindersang, der er på dansk. 'Det er her vi bor', hedder den, og den er skrevet sammen med Grand Prix-veteranen Lisa Cabble og Andreas Sommer.
- Jeg tænkte bare, at det var bedre at få styr på det nu end i aften, sagde Karoline fra scenen, før hun gik ned fra scenen og ud til teknikkerne, der til sidst fik styr på lyden, så hun kunne gennemføre sin vindersang, som hun kun får lov til at synge, hvis hun er en af de to deltagere, seerne stemmer videre i første omgang.
Hun kæmper i aften mod Ida Corrs deltager Chresten og Anne Linnets fire drenge i boybandet Wasteland.
Men det var ikke kun 'X Factor'-deltageren Karoline, der havde problemmer med teknikken. Det samme den engelske sanger i Marina and the Diamonds. Hun fik ikke introen med i sin øresnegl, da det var meningen, hendes sang skulle gå i gang.
- Sorry, I didn't get the lead-in, lød det fra Marina på scenen.
Det fik de dog hurtigt styr på, så hun kunne gå i gang med sin lydprøve.



