DR har nu meldt ud, at den store X Factor-finale skal foregå under samme tag som liveshows - nemlig i DR Byen.

Her bliver der kun sat ca. 100 billetter til salg. Noget af en omvæltning i forhold til tidligere sæsoner.

De to sidste to år er finalen foregået i Jyske Bank Boxen i Herning med plads til 15.000, og to år før i Parken med plads til ca. 35.000 tilskuere.

En af forklaringerne er det store antal liveshows, tv-stationen har afholdt i år, forklarer DR’s underholdningsredaktør.

- Vi har haft rigtig mange shows på DR i foråret. Både Sportsgalla i Herning, Danmarks Indsamling på Flyvestation Værløse, Dansk Melodi Grand Prix og Børne-MGP i Odense samt Eurovision på Refshaleøen, forklarer Rasmus Ladefoged. For at råde bod på de kun 100 finale-billetter giver de tre sidste X Factor-deltagere til gengæld en gratis koncert på Rådhuspladsen d. 24.marts, siger han.

Hvad hvis man er fra Jylland ?

- Jyderne er også velkomne. Og hvis de ikke har mulighed for at komme til København, bliver koncerten sendt i fjernsynet, siger DR’s underholdningsredaktør.