Fredag aften skal deltagerne synge deres sidste sange i dette års X Factor.

Når de tre finaledeltagere fredag aften indtager den gigantiske X Factor-scene i Parken, bliver det for at synge de sidste strofer i dette års konkurrence.

Den kommende vinder udsender efter finalen singlen "Min Øjesten", der er skrevet af Anne Linnets søn Alexander, der bærer kunstnernavnet Xander. Men allerede til selve finalen vil alle tre deltagere give sig i kast med sangen.

- Det er en rigtig fin melodi, som jeg får lyst til at sidde og spille på akustisk guitar. Nummeret har måske en lyd, som ikke umiddelbart er min genre. Men det er jo fedt at blive udfordret, og jeg elsker at synge den. Så det bliver rigtig fedt i finalen, siger Annelouise.

Foruden Xanders sang skal Annelouise synge nummeret "Breathe Me" af den australske sangerinde SIA.

Babou er helt vild med Xanders dansksprogede popsang og vil elske at skulle ture land og rige rundt med den, når X Factor er forbi.

- Det er så fedt et nummer. Jeg har tæsket den gennem min iPod, siden jeg fik den første gang, og nu har vi selv indspillet den. Det er en rigtig ørehænger, og jeg håber bare så meget, at den bliver min, siger han.

Den 16-årige århusianer skal yderligere synge OneRepublics hit "All The Right Moves".

Bookmakernes finalefavorit, Sarah, har i løbet af ugen sat pris på "Min Øjesten", da den er på dansk og ikke har voldt ekstra sved på panden i det stramme program.

- Jeg synes, det er en fantastisk sang. Den er nem at lære, og jeg vil være rigtig glad for at have den som min vindersang, hvis jeg når så langt, siger hun.

Sarah skal i Parken også synge en sang af succesfulde Lady Gaga, nemlig "Pokerface".

/ritzau/