Luften emmede af forventning, da 15-årige Mia gik på scenen i fredag aftens afsnit af 'X Factor'.

Til sin audition slog hun benene fuldstændig væk under de tre dommere og røg videre i konkurrencen med tre rungende 'ja'er'. Så alle var spændte på, om den unge pige med ukulelen ville kunne levere endnu en pragtpræstation.

Og det må man sige, at hun gjorde.

Til den indledende audition var det ikke kun Mia, der stillede op, men også Mias far Brian. Han gik dog ikke videre, men var ovenud lykkelig for sin datters store oplevelse. Derfor sad han selvfølgelig klar blandt publikum til aftenens five chair challenge, hvor deltagerne sorteres fra ved enten at blive tilbudt en stol eller miste den til en anden deltager.

Inden Mias optræden havde hun og far Brian diskuteret Mias sangvalg. Og Brian troede egentlig, at Mia skulle synge en glad sang.

»Blachman havde under workshoppen sagt til Mia, at hun skulle vælge en af sine egne sange. Men hun havde kun den ene, hun sang til auditionen. Så i bilen hjem fra Blachmans workshop brugte vi tre timer på at lave en ny,« forklarer Brian til BT.

Derfor troede han, at det var den sang, Mia havde tænkt sig at opføre. Men sådan skulle det ikke gå.

For lige inden Mia gik på scenen, afslørede hun over for showets vært Sofie Linde, at hun havde et es i ærmet. Mia havde nemlig tænkt sig at tage fusen på sin far med en særlig sang, som hun selv har skrevet.

Grunden til det pludselige sangskifte skyldtes, at Brian og hans daværende kæreste pludselig gik fra hinanden midt i det hele. Mia forklarer, at forholdet mellem faren og kæresten var meget op og ned, og at det i lang tid havde været turbulent, hvor de skiftevis slog op og fandt sammen.

»Det er tit endt op i skænderier, som ikke var rart for os børn. Vi gik rundt og tænkte 'går de fra hinanden, eller bliver de sammen?' Min far har mange gange sagt 'nu er det sidste gang',« forklarer Mia, der besluttede sig for at skrive en sang om hendes oplevelse af rustjebaneturen, for at forklare sin far, at det også påvirkede parrets sammenbragte og fælles børn.

Inden hun gik på scenen fortalte hun til kameraerne, at hun håbede, sangen ville røre hendes far til tårer. Og det var præcis, hvad der skete.

»Det var sindssygt hårdt at gå fra hinanden efter 12 år. En halv time efter stod jeg stadig og græd,« forklarer Brian til BT. Han fortæller, at det også har været svært at skulle forklare børnene om forholdet, men at Mia fik sat ord på situationen på den skarpeste og mest rørende facon, som samtidig har betydet, at far og datter har fået sig nogle meget dybe og nære samtaler.

Men det er ikke kun Mias sang, der har banet vejen for de svære og følelsesbetonede snakke. De fortæller også, at hele X Factor-eventyret har bragt dem tættere sammen som far og datter.

»Inden X Factor var vi tætte, men slet ikke som nu. X Factor er vores ting sammen. Samtalerne kunne godt være overfladiske før, men nu taler vi sammen på en helt anden måde,« forklarer Mia til BT.

Og det er Brian enig i, men han synes også at X Factor har udviklet Mia.

»X Factor har bare åbnet hende op. Førhen har Mia været meget genert og ville nærmest ikke synge foran mig. Men lige pludselig kan man bare se sit barn bryde ud af en osteklokke. Jeg plejer at sige, at man kan nå sine egne mål tusinde gange, men når man ser sit barn nå sine, så er det tusinde gange så stort,« slutter Brian, der fortæller, at han har tænkt sig at være med på sidelinjen, ligeså langt som Mia måtte klare sig i konkurrencen.

Sidste omgang af five chair challenge sendes på næste fredag klokken 20.00 på DR 1. Du kan se Mias første audition herunder.