Frank Clifforth og Torben Hein har hver fået sig en X Factor-tatovering. Og ja, den er god nok, de er helt ægte.

Få dage efter Frank Clifforth og Torben Hein gik videre i 5-Chair Challenge i årets udgave af talentshowet X Factor, besluttede de at gøre oplevelsen til mere et minde.

De ville have tatoveret X Factor-logoet på deres kroppe.

Beslutningen blev til virkelighed i slutningen af sidste år, kort før optagelserne til årets ’Bootcamp’ gik i gang. Her fik de med nål og blæk foreviget det velkendte, sorte og røde kryds, på hver deres overarm.

For 47-årige Torben Hein og Frank Clifforth på 43 år, der sammen danner gruppen Clifforth og Hein, har krydset en dybere mening.

Her er det Frank Clifforth til venstre og Torben Hein til højre.
Her er det Frank Clifforth til venstre og Torben Hein til højre.
Vis mere

»Den symboliserer, at vi på mange måder har X Factor, og at vi har lagt vores gamle liv bag os,« siger Torben Hein til BT.

Clifforth og Hein har levet et hårdt liv sammen som misbrugere. Alkohol, stoffer og kriminalitet var dagligdag for de to venner i en lang årrække.

De er begge kommet ud af deres misbrug, har fået børn og uddannelser og nu kan de altså også skrive X Factor-deltagere til succes-listen.

»Det er det her med at have noget sammen. Vi har været igennem en masse forfærdelige ting sammen, men vi er også kommet ud af det sammen, og nu står vi her sammen. Derfor symboliserer tatoveringen på mange måder vores liv,« siger Frank Clifforth til BT.

Det tog tre timer pr. mand at få lavet tatoveringen hos en god ven, der er tatovør i Thisted, og de to dedikerede X Factor-herrer slap med en gang wienerbrød og en spand kaffe.

De er begge meget tilfredse med resultatet og har ikke fortrudt et øjeblik.

»Der er så mange ting, vi fortryder, vi har gjort gennem vores liv. Men de fleste af de beslutninger vi tager i dag, står vi ved,« siger Torben Hein og fortsætter:

»Når vi gør ting i dag, så går vi ’all in’, det ses vist også med disse tatoveringer.«

Tatoveringerne var ment som en overraskelse til årets ’Bootcamp’, som blev filmet i slutningen af sidste år, men der gik ikke længe, inden de andre deltagere fra gruppekategorien opdagede de nylavede tatoos.

Frank Clifforth (tv) har fået tatoveringen på venstre arm og Torben Hein har den på højre, så når deres arme sammen danner et ’X’, er begge tatoveringer synlige.
Frank Clifforth (tv) har fået tatoveringen på venstre arm og Torben Hein har den på højre, så når deres arme sammen danner et ’X’, er begge tatoveringer synlige.
Vis mere

»De var ret overrasket og meget imponeret. Alle syntes, det var sjovt og tog billeder,« fortæller Frank Clifforth.

Se, hvordan gruppekategoriens mentor Remee reagerer på Clifforth og Heins nye kropsudsmykning, og om gruppen går videre til liveshows fredag aften klokken 20 på DR1.