Det er The Competition, der fredag aften må forlade X Factor, hvis man lytter til Danske Spils oddssætteres vurdering.

Fredag aften skal X Factors syv tilbageværende deltagere endnu engang kæmpe om at komme skridtet tættere på finalen. Men traditionen tro må en af artisterne eller grupperne forlade talentkonkurrencen i slutningen af aftenens udsendelse.

Og ifølge Danske Spil er The Competition i overhængende fare for at ryge ud.

»Vi forudser, at The Competition bliver stemt ud fredag«, siger Jan Trier oddssætter hos Danske Spil og fortsætter:

»De to 21-årige nordjyder Kristoffer og Theis har rykket sig en del, men de mangler stadig niveau i forhold til de resterende deltagere. De har masser af charme og energi, men Remee skal virkelig lave mirakler med drengene i ugens løb, hvis ikke de skal forlade X Factor.«

Drengene fra The Competition fik en hård medfart af seerne i sidste uge, efter de havde sunget deres version af Abba-klassikeren ’Mama Mia’.

På Twitter blev der blandt andet skrevet ’NEJ. NEJ. NEJ!!! Laver man ABBA så skal det fungere, det der er så meget en ommer!!!!!’, ’Der er sådan lidt asiatisk karaoke over det der!’ og en tredje seer skrev under showet ’Et strømsvigt ville ikke skade nu’.

Se hvordan det går The Competition og resten af deltagerne fredag aften klokken 20 på DR1, når de skal synge sange fra deres fødselsår.