KØB PLUS!

Dansk stjerneproducer: Derfor gider jeg ikke X Factor

Det tidligere medlem af Superheroes, Thomas Troelsen, er en superhelt på indtil flere musikscener.
Sidst den store offentlighed hørte fra den sprælske producer hed kasketten Private. Det popforelskede album 'Secret Lover' solgte 30.000 eks.

Trods succesen - 30.000 eks. var allerede meget i 2006 - trækker 31-årigeTroelsen sig nu helt ud af musikbranchens normale kredsløb. Og går i stedet nye veje. Han smækker med døren. Troelsen er bl.a. stærkt kritisk overfor talentshowet 'X Factor', som han selv gæsteoptrådte i i 2010.

- De er holdt op med at spørge om jeg vil være dommer, hæ. Jeg siger nej hver gang. Jeg har været meget åben overfor dem, men der er bare nogle fundamentale forskelle. Jeg gider ikke være med på et luftkastel, siger Troelsen.

De senere år har han produceret flere danske og udenlandske navne. Han arbejder for den koreanske såkaldte K-Pop-scene (som intet har med Gangnam at gøre). Troelsens studie på Nørrebro har netop haft besøg af Atlanta-rapperen Genesis. Som også medvirker på Privates nye single 'Everywhere'.

- Jeg ville gerne være med i X Factor, hvis det foregik i den virkelige verden. Hvis man snakkede om musikken i stedet for floskler. Som det er i dag, handler det for dommerne om at beskytte sig selv, så man får flest mulig stemmer. Programmets præmis er, at dommerne skal få en personlig relation til personerne. Der er jeg jo meget mere kynisk og tænker på, hvad man kan få ud af sangerne. Det lykkedes egentlig meget god med Martin Hedegaard, som jeg selv var med til at lave. Men selv ikke med 100.000 solgte album ville pladeselskabet være med. De gav ham en video. Det var den opbakning, han fik. Det var uanstændigt. Jeg gider ikke spille med i det luftkastel. Så hellere være med, der hvor den rigtige musik bliver spillet. Hvor nye linjer, ny musikalske retninger tegnes, siger Troelsen.

Han havde egentlig indspillet et nyt album som Private. Men har nu besluttet ikke at udgive det samlet. I stedet udkommer der en stribe singler fordelt over det næste år. Den første single hedder 'Everywhere'. Som den pophistoriske nørd, han er, surfer Troelsens nye musik på en stribe historiske referencer.

- Jeg elsker at lave popmusik. Det første Private-album så jeg selv, som Beach Boys spillet som Human League. Jeg er vist lidt som i Woody Allen-filmen 'Midnight In Paris', hvor hovedpersonen søger tilbage for at møde sine helte fra 30erne. Og møder en kvinde, der søger endnu længere tilbage, siger Troelsen.

Single-strategien bunder selvfølgelig i den enorme krise, der præger musikbranchen, hvor cd-salget daler drastisk. Men ifølge Troelsen er der masser af penge. Se bare pioneren L.O.C., der har malket TDC for flere millioner kr. 

- Der er masser af penge. Man skal bare tænke anderledes. Markedet i dag ligger i ophavsret, streaming, reklamer, sponsorater, live. Tempoet i dag er en kæmpe styrke. Hvis du havde spurgt Paul McCartney i 60erne, om ikke han hellere ville udgive 'Yesterday' dagen efter, den var skrevet , havde han da sagt ja. I stedet for at sidde et halvt år og vente på marketingstrategier, og en masse mennesker, der skulle være enige, siger Troelsen.

- Albummet er dødt. Jeg ved godt, at mange musikere bruger det som visitkort for deres turnéer. Men som markedet er i dag, er det oplagt at koncentrere sig om de enkelte sange. Brugerne efterspørger ikke album, de efterspørger enkelte sange.

Troelsen har ikke turneret siden årene i Superheroes. Men han vender tilbage til scenerne næste sommer. Eller gør han? Lige nu arbejder han på et projekt, som skal udfordre den danske sommerfestivalscene.

- Ja, jeg vil turnere med Private. Jeg tror, overskriften bliver 'fest'. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget spektakulært. Det skal være en koncert, hvor man integrerer publikum. Jeg har været til koncerter med Daft Punk og Beastie Boys, hvor publikum var totalt med. Jeg vil bruge min baggrund som DJ, så jeg også spiller nogle andres musik. Om det bliver en turné i et telt? Måske. Jeg arbejder hårdt på at finde den rette ramme. I Danmark er koncertformatet ofte meget begrænset af reklamer, bannere, pølseboder. Vi har en ambition om at det visuelle udtryk skal være noget nyt.

Læs også: