Det er netop kommet frem at den sidste tilbageværende gruppe i X Factor Jean Michel & Nicoline Simone trækker sig fra X Factor.

Det går hedt for sig i årets udgave af X Factor, og nu er den sidste gruppe ude af X Factor. Det er Jean Michel der har valgt at forlade gruppen af personlige årsager.

Hvis en deltager fra en gruppe trækker sig, er hele gruppen automatisk ude. Sådan lyder reglerne i X Factor.

Jean Michel udtaler:

-Jeg har valgt at trække mig fra programmet af private årsager. Det har været en meget vanskelig beslutning at træffe, men jeg er helt afklaret med, at jeg har truffet det rigtige valg. Det er helt og holdent min egen beslutning, og den har intet at gøre med hverken Nicoline Simone, Thomas Blachman eller andre personer på X Factor-produktionen. Jeg ved, at det vil virke voldsomt, at jeg forlader programmet, men for mig har der ikke været andre muligheder, siger han til DR.

Det fremgår ikke hvad det er der har fået Jean Michel til at droppe X factor, men han er meget glad for at have været med.

- Jeg vil gerne understrege, at X Factor på trods af min pludselige exit har været en fantastisk stor og dejlig oplevelse på mange måder. Jeg vil gerne takke Nicoline Simone for nogle fantastiske stunder på scenen. Det har været skønt at lære hende at kende. Jeg holder meget af hende, og jeg er ikke i tvivl om, at hun nok skal komme videre med sin karriere. Og sidst men ikke mindst er jeg vanvittig taknemmelig for samarbejdet med Thomas Blachman. Jeg har nydt samarbejdet med ham rigtig meget, og der findes ikke nogen, der er mere dedikeret til musikken end ham. Det har været en gave at have haft ham som mentor, fortæller han til DR.

Nicoline Simone er ked af at hun nu også er tvunget til at forlade programmet.

- Jeg tager hatten af for, at Jean Michel er så stærk, at han kan tage sådan en svær beslutning. Jeg er selvfølgelig ked af, at vi ikke kan være med i X Factor længere. Men jeg respekterer hans valg, og vi er lige gode venner af den grund. Jeg vil gerne sige tak til Thomas Blachman for et godt samarbejde og for at have fået os så langt i konkurrencen. Det har været inspirerende at arbejde med ham og lære ham at kende, og jeg havde selvfølgelig glædet mig til at arbejde mere med ham, siger hun til DR.

Da gruppen selv er gået fra programmet, vil der ikke være nogen udstemning i aftens program.

Noget kunne tyde på, at der stikker noget alvorligt bag. Hvis man skal tro Jan Lundme, underholdningsredaktør i DR. - Det er selvfølgelig med stor beklagelse, at Jean Michel og Nicoline Simone udgår af Xfactor. Det har været en svær beslutning for ham at trække sig, siger Jan Lagermand Lundme til Ritzau. - Men man skal huske, at man ikke bare kan gå ud af Xfactor, fordi man har forstuvet en arm eller har en dårlig hårdag. Der skal en god grund til, og det er der altså her, tilføjer han, uden dog at ville afsløre årsagen, som han kalder 'meget personlig.