X Factor-deltager Nicoline Simone brød sammen, rystede og nægtede at gå ind i retssalen, før ekskæresten og hans lillebror var ført ud

Frygten stod malet i ansigtet på den 17-årige X Factor-deltager Nicoline Simone, inden hun skulle gå de tunge skridt mod anklagebænken i retten i Sønderborg, hvor hun står tiltalt i en stor narkosag.

Kort forinden havde hendes forsvarer Joan Vollertsen anmodet om, at Nicoline Simones otte år ældre ekskæreste EB og dennes 23-årige lillebror AB, som også er tiltalt i sagen, blev ført ud af retssalen, mens hun afgav forklaring. Retsformanden afviste dog begæringen, og bad få Nicoline Simone ind i retssalen.

Men få foran døren, stoppede den 17-årige pige op og meddelte panisk til sin forsvarer, at hun ikke turde gå ind, når de to brødre var til stede. Efter en del diskussion gik retsformanden med til, at de to brødre blev ført ind i et såkaldt lytterum, hvorfra de kun kan overvære Nicoline Simones forklaring over højtalere.

Den 17-årige pige er iført en turkis træningstrøje med hendes navn trykt bag på, sorte bukser, sorte sko og sort halstørklæde. I sit korte, tilbagestrøgne hår har hun et lilla hårbånd, og i hånden har kun en cola.

Da anklageren stillede sit første spørgsmål, forblev Nicoline Simone tavs. Da spørgsmålet igen blev stillet begyndte den unge pige tydeligt at ryste og var ude af stand til at tale. Herefter blev hun ført ud af retssalen til en kort pause.

Nicoline Simone er tiltalt for i december 2011 at have fragtet to kilo kokain fra en parkeret bil til en adresse i Nordborg på Als, hvor den 17-årige pige kommer fra. Hun nægter sig skyldig, ligesom ekskæresten og dennes lillebror nægter at have indført 2,6 kilo kokain i Danmark fra Tyskland, som de står tiltalt for.

Det er første gang Nicoline Simone er til stede under retssagen, da hun under første retsmøde fredag havde fået lov til ikke at være til stede.

Nicoline Simone skal nu afgive forklaring. BT er til stede i retten og følger sagen...