X Factor dommeren revser Danmarks Radio for den måde showet bliver optaget på.

Thomas Blachman raser over den måde, der blev filmet og klippet ved fredagens live-show i X Factor, som han mener påvirkede, at hans unge artist Zaina blev sendt i farezonen af seerne.

- Hele DR's måde at filme Zainas optræden var latterlig. De har for så mange skattekroner udstyr i det studie, at man ikke fatter det. De har så mange kraner og kameraer og dit og dat, at man kan lave et fantastisk show. Men der skulle hele tiden klippes billede, så seerne kunne ikke finde ro og fange de øjeblikke, hvor Zaina gjorde noget godt, siger Thomas Blachman.

- Det var simpelthen så absurd, den måde hendes optræden blev klippet på. Først var der en close-up, så var vi nede at se gulvet, og så var der nogle skrå søsyge vinkler. Det var under al kritik, og der skal eddermame strammes op.

Samtidig sender den erfarne talentdommer en svada af kritik efter nogle såkaldte mellemledere i DR, som han ikke vil sætte navn på, der skulle have ændret Zainas sangvalg i sidste øjeblik. Ifølge Blachman blev han og Zaina bedt om at vælge en anden sang for at skabe mere variation i programmet.

- Jeg ville have valgt en ballade, et langsomt nummer til Zaina, men vi fik at vide, at hun skulle have et mere up-tempo nummer. Det var virkelig irriterende. De skal ikke tro, at de kan komme og bestemme det ene og andet. Så kan de finde en ny dommer, raser Blachman.