Hun er gået fra at være klassens tykke pige til at være en ombejlet X Factor-stjerne på kort tid. Nu vader hun i tilbud fra det modsatte køn på sin Facebookbrofil. En situation som den 16-årige pige er helt uvant med.
- Jeg er slet ikke vant til den slags opmærksomhed, siger hun til Ekstra Bladet.
Selvom Tine har givet udtryk for, at hun gerne vil have en kæreste, og alle beskederne luner, så har hun ikke tænkt sig at tage tråden op. Hun har nemlig ikke i sinde at finde sin kæreste på nettet.
- Jeg kunne nok ikke finde på at gå ud med en, jeg har mødt på Facebook, men derfor er det stadig smigrende, siger hun og fortæller, at alle tilbuddene også kommer på et dårligt tidspunkt.
- Samtidig med, at jeg får mange tilbud, har jeg også fået mindre tid til at gøre noget ved det, fortæller Tine, hvis nye store passion ikke overlader meget tid til romantik.
- Hvis jeg skal have en kæreste, skal han være afklaret med, at jeg ikke har særlig meget tid. Han skal kunne leve med, at musikken er mit liv.






















