DR havde sat alle sejl til, for at gøre årets X Factor-finale til den største tv-fest i mands minde, og 40.000 tilskuere i Parken var også på den anden ende, da Thomas vandt Danmarks største talentshow.
Ikke desto mindre viser Gallups TV-meter, at selve 'X Factor – afgørelsen' er det mindst sete af sin slags nogensinde med 2.087.000 seere.
Sidste år, da Linda vandt i DR-byens studie var der 2.271.000 seere til finaleaftenen, mens Danmarks første 'X Factor – afgørelsen' i 2008 havde 2.196.000 seere.
Nu skal medieforskerne i DR igang med at finde ud af, om årsagen til, at seerne steg af festen, skyldes, at man valgte at flytte finalen til lørdag i stedet for at holde fast i fredag aften, eller om der er gået metaltræthed i jagten på nye, danske sangtalenter.
DR´s underholdningschef, Jan Lagermann Lundme, har ikke umiddelbart villet melde ud, om DR vil fortsætte X-festen.
I så fald skal DR muligvis ud og finde tre nye dommere. Remee har allerede meddelt, at han ikke ønsker at fortsætte længere, mens de to andre vil 'sove på det'.






















