Strømpesokker og et glat gulv. Det er ofte et dårligt match. Og det fandt Pernille Rosendahl i den grad også ud af under superbootcampen.
Inden de mange ekstra auditions i DRs koncertsal valgte hun at lave et lille smutærinde, men i farten glemte hun at hoppe i skoene. Og det kostede en kraftig forstuvning på den ene hånd.
- Vi havde lige indspillet en af trailerne til programmet, og så ville jeg hente noget i sminken. Jeg løb af sted i strømpesokker, og pludselig styrtede jeg, og vred min hånd om, siger hun.
Faldet var ret kraftigt, og selv om superbootcampen fandt sted i november, husker hun tydeligt, hvor ondt det gjorde.
- Det gjorde virkelig nas, siger hun.
Pernille Rosendahl valgte dog ikke at tage på skadestuen.
- Jeg er en rigtig klodsmajor, men jeg er ikke en pivskid. Så jeg bandt bare noget bandage om hånden og arbejdede videre, siger hun.
Men en læge skulle nok have undersøgt hånden og den kraftige forstuvning.
- Det har faktisk taget et par måneder at komme over. Men nu er den heldigvis helt i orden igen.






















