Drengene står i kø, og pigerne drømmer om at være hende.
Tine Midtgaard er på rekordtid gået fra at være en usikker og klodset teenager til at være rollemodel og sexsymbol i X Factor.
Og det 16-årige sangtalent er vild med sin nye forvandling.
- Jeg er blevet meget mere sikker på mig selv og tør vise mig selv. Det er fedt, lyder det nærmest ekstatisk fra den unge X Factor-deltager:
Det er svært at forestille sig, at den mørkhårede deltager fra Remees unge kategori engang har været en genert, indelukket og usikker pige. Ikke mindst efter sidste uges meget sexede optræden, hvor hun både klædte sig af på scenen og sendte flirtende øjne til de næsten to mio. seere ude i de danske stuer. En optræden, der ikke mindst har vakt stor interesse hos det modsatte køn.
I mange år har Tine Midtgaard ellers kæmpet med et lavt selvværd. Det opstod allerede, da hun var syv år gammel. Her blev forældrene skilt, og det tog hårdt på den unge Tine, der begyndte at trøstespise. I flere år proppede hun sig med alt, hun kom i nærheden af. Slik, chips og kager. Og langsomt blev hun større og større.
De mange ekstra kalorier gjorde, at hun hurtigt blev den tykke pige i klassen. Det medførte drillerier, og klassekammeraternes hårde kommentarer fik hende til at spise endnu mere.
Heldigvis opdagede en børnelæge, hvor slemt det stod til. Og sammen med forældrene fik de sat Tine på en hård diæt. Ligesom hun også fik hjælp fra en skolepsykolog.
Men drillerierne og følelsen af at være udenfor har sat sine spor. Og derfor er Tine Midtgaard ikke bleg for at indrømme, hvor meget de seneste måneders forvandling har betydet for hende.
- Det er fedt at kunne bevise det overfor dem, der ikke troede på mig, siger Tine Midtgaard, der nu oplever, at de gamle plageånder vil være venner med hende.




















