Og efter tre uger med sort uheld er det ren overlevelseskamp på fredag for 16-årige Tine Midtgaard. I hvert fald hvis man skal tro de danske bookmakere. De satte i går deres odds for, hvem der ved liveshow fem på fredag ryger hjem. Og her er Tine storfavorit.
Den rockede teenager, der har døjet med både mikrofonudfald og scenestyrt, giver således blot odds 1,60 hos Danske Spil på en X Factor-exit.
B.T. har talt med oddssætterne hos netop Danske Spil og Bet24, som vurderer de enkelte medlemmers muligheder for at komme i finalen.
- Tine er utrolig god, men niveauet er kæmpe højt i år, så dem, hun er oppe imod, er for dygtige i forhold til hende. Hun er desuden flere gange blevet kaldt rockchick, og det kan gøre det svært for hende i de kommende temaer, siger Jan Trier, oddssætter hos Bet24, som får støtte fra Danske Spil, der med i overvejelserne også har, hvordan dommerne vil agere i en evt. farezone-situation.
- På fredag ser vi to scenarier. I det ene får Pernille den afgørende finger. Som vi ser det, kommer The Fireflies og Tine i farezonen, fordi de begge tidligere har været det, siger oddssætter Peter Emmike Rasmussen fra Danske Spil.
Stjernefrø kan ryge
- Pernille vil i farezonen ikke sende The Fireflies hjem, for det vil sætte Soulshock
helt ud af spillet, og det mener vi ikke, at hun er interesseret i. Derfor skyder vi Tine til at ryge hjem,« siger Peter Emmike Rasmussen.
Det andet scenarie, som Danske Spil sætter odds efter, har to af Remees stjernefrø i farezonen.
- Her tror vi på, at Remee, når han skal træffe det svære valg mellem sine egne deltagere, vil gå efter at have både Jesper og Anna klar til finalen, siger Peter Emmike Rasmussen og afslører, at også i denne situation er Tine favorit til at ryge hjem til Lyngby.
Thomas løber med sejren
Den vurdering er B.T.s læsere lodret uenige i. I en afstemning på bt.dk vil hele 23 pct. af læserne se Tine som vinder af X Factor. Det gør hende faktisk til den næststørste favorit til at vinde showet.
- Jeg er lidt overrasket over, at Tine ligger så højt på afstemningen. Måske er det medlidenhedsstemmer, fordi hun har haft en hård barndom, vurderer Jan Trier fra Bet24.
Hele programmets vinder-kandidat er fortsat Thomas, hvor du kun får pengene 2,30 gange igen for en X Factor-sejr. Også B.T.-læserne bakker ham op. 37 pct. tror på Thomas som vinder.






















