X Factor-dommer Cutfather er netop blevet hædret for at have skrevet hit til populær pigegruppe.

Musikproduceren Cutfather er en glad mand for tiden. Han har nemlig modtaget en prestigefyldt pris for at have skrevet hittet 'I Hate This Part' til den amerikanske gruppe Pussycat Dolls. I sidste uge gik den prestigefyldte EMI Pop Award til den danske X Factor- dommer ved en prisuddeling i London. Hittet ligger i øjeblikket på top ti i 12 lande og er blevet spillet over 300.000 gange. Det er med andre end solid succes, som musikproduceren har været med til at snedkerere. - Prisen er et resultat af mange års slid og hårdt arbejde. Jeg lavede min første plade i 1988 og har ellers kørt på med 'learning by doing'. Man skal ikke gå ind i musikbranchen, hvis man bare tror, det er sjov og ballade og at møde en masse kendte. Det er en evig kamp for at være med, beretter hitmageren med det borgerlige navn Mich Hedin Hansen.

Ikke for sarte sjæle

Han begyndte i 1980erne som dj, og siden da har han arbejdet sig op til at være et solidt navn i den internationale musikbranche. - Der er mange op- og nedture. Der sker hele tiden noget. Man skal være af en speciel støbning - og det er ikke for sarte sjæle. I begyndelsen af min karriere arbejdede jeg fra klokken 10 til midt om natten. Nu, hvor jeg har fået børn, prøver jeg at have en mere normal arbejdsdag, hvor jeg er opmærksom på mit familieliv. Men det er svært, siger 42-årige Cutfather, der i øjeblikket er i fuld gang med at finde nye stjernefrø til næste omgang X Factor på DR. - Det bliver en udfordring. Jeg er jo fuldstændig nybegynder og føler lidt, at jeg bliver kastet ind i en tørretumbler, griner han.

Håber på masser af hit

Ud over sin medvirken i X Factor byder fremtiden på masser af nye hit på den internationale musikscene, hvis det står til Cutfather. - Mit hovedvirke er som producer, og min drøm er at blive ved med at arbejde med internationale artister, lyder det. Cutfather afløser sin tidligere samarbejdspartner Carsten Soulshock i talentprogrammet og får følgeskab af Pernille Rosendahl og Thomas Blachman i X Factors fjerde sæson.