Thomas Blachman er tilbage.

Tirsdag aften fik han sit comeback i 'X Factor', da han for første gang igen stod ansigt til ansigt med de hundredvis af danskere, der er sendt videre fra en såkaldt pre-audition til de X Factor- auditions, der bliver vist på tv til januar.

B.T. fangede flere af deltagerne efter optagelserne. Og alle var enige om, at Blachman stadig er ligeså åbenmundet og hård i spyttet, som han plejer.

- Ja, det kan man roligt sige. Jeg hørte ham lige sige til en anden deltager, at det var værre end at være til begravelse, fortæller Natasha Swane Olsen, 22, fra København.

Også den 19-årige Theodor Pedersen fik Blachmans hårde ord at smage.

- Jeg var meget nervøs og sang uden at holde pauser, så det gik ud over vejrtrækningen og rytmen, og det kunne Blachman ikke lide, kunne jeg se, siger han og måtte derefter tage tilbage til Næstved med et stort nej fra Blachman og et mindre nej fra Pernille Rosendahl i bagagen.
 
Foruden de to dommere sidder debutanten Mich "Cutfather" Hansen i panelet.

Det er ikke kun dommertrioen, der i år er skiftet ud. For første gang afholdes de mange auditions også foran et større publikum.