Ved VM har der indtil videre været 46 straffespark fordelt på fire straffesparkskonkurrencer og i alt 64 kampe.

Skytterne har placeret 21 straffespark til venstre, mens 13 har været placeret inden for det lille straffesparksfelt i midten af målet. Blot 12 gange - cirka hver fjerde gang - har bolden været placeret til højre for skytten.  

Af de 21 spark til venstre for det lille målfelt har spillerne scoret på 16 spark. Af de 13 spark inden for det lille målfelt har skytterne haft succes på 9 ud af 11 spark. På de resterende 12 spark til højre har spillerne kun scoret på 8 spark.

I alt har spillerne scoret på 35 ud af 46 straffespark.

Herunder har vi udvalgt fire spark fra VM-slutrunden i Brasilien, som også er markeret på billedet til artiklen:

Celso Borges, Costa Rica
Viste i straffesparkskonkurrencen i 1/8-finalen mod Grækenland, hvordan et straffespark skal sparkes. Efter 1-1 i den ordinære spilletid hamrede han bolden op i nettaget uden chance for Orestis Karnezis i det græske mål. Costa Rica gik videre med 6-4 samlet.

Arjen Robben, Holland
Holland og Costa Rica mødtes i kvartfinalen i den så berømte kamp, hvor Louis Van Gaal skiftede målmand kort før straffesparkskonkurrencen. Arjen Robben blev bedt om at sparke det andet spark, og hollænderen kanonerede bolden helt op i målhjørnet. Holland vandt samlet 4-3.

Gonzalo Jara, Chile
Sendte det afgørende spark på stolpen i 1/8-finalen mod Brasilien med et hårdt inderside-skud. Værterne førte på det tidspunkt med 4-3 i straffesparkskonkurrencen og kunne efter Jaras afbrænder juble over avancement til kvartfinalen.

Willian, Brasilien
Havde alle muligheder for at bringe Brasilien foran 3-1 i straffesparkskonkurrencen i 1/8-finalen mod Chile, men Chelsea-spilleren sparkede bolden langt forbi mål. Heldigvis for Willian brændte chilenerne tre ud af fem spark.