UEFA oplyser til BT, at fodboldforbundet har åbnet en disciplinærsag mod den ukrainske klub Dnipro Dnipropetrovsk på baggrund af de skandaløse scener, der udspillede sig i pausen af opgøret mod FC København.

Ukrainske tilhængere stormede udebaneafsnittet med de omkring 30 FCK-fans, der var rejst til Kiev for at støtte Ståle Solbakkens mandskab i kvalifikationskampen til Champions League. De danske fans måtte derpå flygte ned på løbebanen omkring grønsværen for at undgå de aggressive fans.

Det har nu fået UEFA til at indlede en disciplinærsag mod Dnipro Dnipropetrovsk.

- UEFA åbner disciplinærsagen som følge af tilskuerurolighederne og den mangelfulde organisation på stadion, skriver forbundet i en mail til BT.

UEFA oplyser, at sagen vil blive behandlet 14. august, når disciplinærudvalget holder møder, og forbundet ønsker ikke at oplyse, hvilke sanktioner der kan blive tale om.

Opgøret endte 0-0. Returkampen spilles i Parken 6. august.