Efter en klassisk, grå 0-0'er i VM-semifinalen mellem Argentina og Holland onsdag aften, er det måske tid til at genoplive diskussionen om at skrue lidt på knapper i reglementet for på den måde at skabe et mere underholdende fodboldspil.

Diskussionen har tordnet og braget på de sociale medier, hvor kreativiteten er stor, men det er ikke alle, der mener, det ville gavne fodbolden.

To af dem er David Nielsen og Johnny Mølby. Som tidligere topspillere og nuværende trænere har de svært ved at se forslagene have en indvirkning mod færre 0-0'ere i fremtiden. Alligevel byder de diskussionen velkommen.

- Det er selvfølgelig naturligt, at der kommer en diskussion som denne nu. Men jeg tror, at det bliver for meget et show, hvis man med kreative forslag, som for eksempel at ændre i offside-reglen, vil ændre i spillet, siger David Nielsen, der i stedet mener, at spillet skal omstille sig til en mere ekstrem fysik blandt spillerne.

Det er på det taktiske, der skal ske ændringer - ikke i de hellige regler, mener han.

Diskussionen blusser tit op ved de store slutrunder som VM og EM, hvor der er tendens til meget taktiske affærer jo længere turneringen skrider hen. Tidligere har UEFA og FIFA forsøgt sig med 'golden goal', hvor et mål i den forlængede spilletid afgjorde kampen. Incitamentet til at angribe skulle styrkes. Det er siden blevet sløjfet igen. De indlysende forslag mangler, lyder det fra en anden modstander af modifikationerne i spillet:

- Jeg tror, det er farligt at ændre for meget ved reglerne. Så risikerer man bare, at der udvikles nye taktiske modtræk til dem. Så er vi ikke kommet længere væk fra 0-0'erne, siger Johnny Mølby.

En af de ting, der har været allermest nævnt efter de seneste ugers fodbold i Brasilien, er en sløjfning af straffesparkskonkurrencen. Et forslag, Johnny Mølby gerne skyder ned:

- At droppe straffesparkskonkurrencen er jeg ikke tilhænger af. Det hører i min verden til i spillets dramaturgi. Det er dér de store scener udspilles og alt sættes på et bræt. Jeg tilslutter mig klart, at de vigtigste kampe til tider bliver chancefattige og meget taktiske, og derfor er diskussionen da også interessant, men om man overhovedet skal efterstræbe at minimere det taktiske element, er jeg ikke sikker på, lyder det.

10 minutters udvisning ved gule kort, ændringer i offside-reglen, større mål og flere udskiftningsmuligheder, er bare nogle af de forslag, FIFA har modtaget fra alt fra fodboldforbund til privat personer. Men ser man på historien er det meget få betydningsfulde ændringer, der er skrevet til i regelbogen.

Et eksempel på dette er størrelse på målene. Rammerne har haft samme størrelse siden 1865, selv om målmændene både genetisk, fysisk og teknisk er af en helt anden størrelse i dag.

Men det er ikke dér skoen trykker, mener David Nielsen:

- Jeg mener, fodboldreglerne er tæt på at være så optimale som muligt. Problematikken er den ved alle store slutrunder. Jo mere udmattede spillerne bliver og jo større betydning af kampene bliver, desto færre chancer tør holdene tage, siger han, og peger på tirsdagens chokerende facit mellem Tyskland og Brasilien som et resultat, der kan få stor betydning for lysten til at satse fremadrettet, når der er allermest på spil.

- Resultatet tror jeg desværre kan vise sig at blive skadeligt for fodbolden. I hvert fald i de næste par år. Brasilianerne var optimistiske, aggressive og offensivt indstillede, men de blev straffet noget så grusomt at Tyskland, der var taktisk stærkere og mere beregnende.

- Hvem gider tabe 1-7? Det var helt tydeligt, at hverken Argentina eller Holland turde satse efter, hvad de havde set onsdag. Det er en skam, men problematikken med 0-0'ere tror jeg simpelthen ikke kan løses med ændringerne i reglerne, lyder det fra David Nielsen.

Argentina vandt på straffespark og er dermed klar til søndagens finale på det legendariske stadion Maracanã, hvor Tyskland er modstanderen. Lørdag skal Holland og Brasilien så spille om bronzemedaljerne.