Sportsredaktør: Her er mit problem med Cristiano Ronaldo

Cristiano Ronaldo er en 29-årig fodboldspiller fra Madeira, og det er nu præcist 10 år siden, jeg første gang mødte ham.
Nej, mødte er for stærkt et ord. Det var jo ikke sådan, at vi drak kaffe, spillede frisbee eller hoppede på kængurustylter sammen.
Jeg dækkede EM i Portugal i 2004 som udsendt fodboldjournalist, og Ronaldo gik med sine holdkammerater hele vejen til EM-finalen. Jeg mødte ham i mixed zone under stadion, efter han lige havde scoret i semifinalen mod Holland.
Jeg talte til ham under stadion, og han svarede kort tilbage med al den arrogance, man overhovedet kan klemme, hælde og mose sammen i en 19-årig mangemillionærs barberede krop. På den måde virkede han ikke så meget anderledes end så mange andre unge fodboldspillere, der kommer til succes og penge så hurtigt, at empatien tilsyneladende bare eksploderer i farten.
Ronaldo havde bleget toppen, der var fuld bling-bling i ørerne, og når han gik, holdt han armene lidt væk fra kroppen, lige som pedellen gjorde på min gamle folkeskole, når han gik rundt og legede farlig.
Ronaldo var allerede en gigantisk fodboldfigur, selv om han var så ung, at han sikkert stadig syntes, det var skønt at hoppe i trampolin eller klatre højt op i et træ.
Den sommer skrev mange medier om, hvordan Manchester United havde scoret sig nærmest hele fremtiden ved at have både den 19-årige Cristiano Ronaldo og den 18-årige Wayne Rooney på kontrakt.
Cristiano Ronaldo læste vist også aviser, og han spillede fodbold, som om fremtiden alene tilhørte ham. Hverken Rooney eller noget andet menneske i hele verden. Han brokkede sig over alting, der gik skævt, slog ud med armene, smed sig, ømmede sig, filmede og følte sig overset.
Nogle gange det hele på én gang.
Og jeg skal være ærlig at sige, at jeg nød hvert eneste sekund, da Ronaldo græd over EM-finalenederlaget på 0-1 til Grækenland nogle dage efter vores møde. Græd er til gengæld for mildt et ord. Han tudbrølede.
Jeg sad på pressepladserne på Estadio Da Luz i Lissabon, og egentlig var det hele lidt trist. Jeg kunne høre skuffelsen rundt på tribunerne. Og hvem i alverden holdt med de defensive grækere udover alle grækerne?
Men jeg nød, at Ronaldo tudbrølede. Ja, undskyld, men jeg var heller ikke så gammel dengang,
Nu spiller han fodbold for Real Madrid, moderne fodbolds totempæl for total selviscenesættelse, og han slår stadig ud med armene og viser sin utilfredshed frem for hele stadion, når de andre A) undlader at spille ham - eller B) undlader at score.
Cristiano Ronaldo er tilsyneladende stadig lykkeligst, når det går Cristiano Ronaldo godt, og således er han vel overalt blevet personficeringen af det faktum, at klublogo kun er noget, man kysser for at score et par nemme imagepoint ude hos fansene.
Det mindst overraskende citat, jeg nogensinde har læst om Ronaldo, er fra et interview med den tidligere Real Madrid-træner José Mourinho i Esquire, hvori han ærgrede sig over, at Ronaldo og flere af hans holdkammerater som regel forsinkede alle andre, fordi de stod i kø foran spejlet.
Jeg er temmeligt overbevist om, ja, nærmest stensikker på, at Ronaldo repræsenterer en hel masse, jeg virkelig ikke bryder mig om ved moderne fodbold.
Men mit virkelige problem med Cristiano Ronaldo, min alvorligste bekymring over manden, er dette: Jeg læser ham forkert. Hele tiden. Og jeg burde skamme mig.
For jeg er ikke bedre end så mange andre, når jeg tillægger manden en masse egenskaber næsten alene på baggrund af hans optræden på græs og på fjernsynet.
Han fortjener ikke min skepsis, hvis det ellers ragede ham. Han fortjener stående klapsalver, så længe at fødderne sover, og hænderne begynder at bløde.
Før VM-kampen søndag aften mod USA var Ronaldo blevet klippet. Han havde barberet et skarpt Z i lokkerne, og de sociale medier kogte over af drillerier. Jeg tænkte også mit, indtil det kom frem, at Ronaldo har klippet sit Z, for at Erik Ortiz Cruz, en etårig spansk dreng ikke skal føle sig anderledes med sit ar i hovedet.
Erik Ortiz Cruz' forældre sendte for en tid siden en anmodning til Real Madrid om et par fodboldstøvler, som i en auktion måske kunne hjælpe familien med at betale de dyre hospitalsregninger. Drengen har en udviklingsdefekt i hjernevævet kaldet cerebral parese og får op mod 30 anfald af epilepsi om dagen. Cristiano Ronaldo betalte en halv million kroner for en kompliceret hjerneoperation, har siden støttet familien med støvler, trøjer, autografer og andet til de auktioner, der fortsætter med at indbringe penge, og i weekenden barberede han sig, så knægten kunne se i fjernsynet, at Ronaldo tænker på ham.
Så bliver det lidt tamt med drillerierne, ikke sandt?
Los Angeles Times redegjorde før VM for Ronaldos velgørenhedsarbejde, og det stopper ikke med Erik Ortiz Cruz. Overhovedet ikke. Der er ikke engang plads her i avisen til at nævne alle hans donationer.
I 2004 - samme år jeg første gang tænkte, at han var et selvfedt fjols - rejste han første gang ud i verden for at hjælpe. Han fløj til Indonesien, efter tsunamien fra det undersøiske jordskælv i Det Indiske Ocean havde skabt så voldsomme ødelæggelser og så mange ofre.
Han har doneret penge til adskillige hospitaler i Portugal og på fødeøen Madeira, har også for nylig betalt alle hospitalsregninger til en 9-årig dreng, som i løbet af de sidste to år har kæmpet for sit liv, og er involveret i hjælpearbejder over hele kloden, hvad enten det handler om overvægtige børn eller hungersnød i Afrika.
Da han vandt Ballon d'Or som klodens bedste fodboldspiller, brugte han det meste af taletiden til at sende hilsener til en gruppe leukæmipatienter, han hjælper, lige som han gav alle Real Madrid-trænere en ny bil, fordi det også var deres fortjeneste.
Nej, jeg har kun et problem med Cristiano Ronaldo, og det er mig selv. And it makes you think ...
Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard
Sporløst forsvundet
Gået i
nedtrykt
tilstand
Gået i
nedtrykt
tilstand
Gået i
nedtrykt
tilstand

Skræmmende tendens
Tallene
chokerer
Tallene
chokerer
Tallene
chokerer

Euroinvestor
Nederlag
Nederlag
Nederlag
kilkaya stream group placeholder
Gør et kup nu

Shoppingtips med reklamelinks
Er det her verdens
mindste højtaler?
Er det her verdens
mindste højtaler?
Er det her verdens
mindste højtaler?

Shoppingtips med reklamelinks
Ny storfilm fra Pixar:
Se den her
Ny storfilm fra Pixar:
Se den her
Ny storfilm fra Pixar:
Se den her

kaos ved børnebassin
Vendte
pludselig om
Vendte
pludselig om
Vendte
pludselig om

Berlingske
Hård
dom
Hård
dom
Hård
dom

Shoppingtips med reklamelinks
Ny storfilm fra Pixar:
Se den her
Ny storfilm fra Pixar:
Se den her
Ny storfilm fra Pixar:
Se den her

Skæbnesvangert møde
Brutal
besked
Brutal
besked
Brutal
besked
'bekymrede'
Savner
Morten
Savner
Morten
Savner
Morten