Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, deltog ikke kun i festlighederne på lægterne over den tyske sejr ved VM i Brasilien. Hun var også en tur i omklædningsrummet med spillerne efter kampen.

Her kom Angela Merkel ind i bunken af de svedige og nykårede verdensmestre, hvor hun med et lille smil stillede op til billeder efter kampen.

Naturligvis kom VM-trofæet med på billedet, da Tysklands offensivspiller Mesut Özil løftede pokalen op foran Tysklands forbundskansler.

Ved siden af Merkel stod også Tysklands bundespræsident, Joachim Gauck.

Angela Merkel var også til stede under medalje-overrækkelsen, hvor hun lykønskede de tyske spillere.

Det blev blandt andet til et stort kram til Tysklands målmand, Manuel Neuer, der så ud til, at være glad for at se sin kansler.

Under kampen havde Angela Merkel fået plads sammen med FIFAs præsident, Joseph Blatter, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, der skal stå for VM om fire år.

Deres seneste møder har ellers ikke handlet om fodbold, men mere om fredsindsatsen i Ukraine, hvor russerne tidligere på året har indsat tropper.

Det fik de to også tid til at diskutere i et møde kort før VM-finalen, som tyskerne vandt med 1-0 over Argentina på mål af Mario Götze.