Forventningerne var store, da Brasilien for anden gang ansatte Luiz Felipe Scolari som landstræner i 2012. Træneren, der i 2002 førte seleção til det seneste VM-guld. Men det andet ophold blev alt andet end en succes ved det netop afsluttede VM. 

Værtsnationen floppede stort i semifinalen mod Tyskland, da det blev til et grusomt nederlag på 1-7, og i kampen om bronzemedaljerne fik Brasilien igen prygl med et 0-3-nederlag til Holland. 

Og nu trækker Luiz Felipe Scolari sig så. 

- Scolari og hele trænerstaben fortjener vores respekt og taknemmelighed. De var ansvarlige for at få det brasilianske folk til igen at blive forelskede i landsholdet, selv om de ikke nåede vores største mål, siger Jose Maria Marin, det brasilianske fodboldforbundets præsident, oven på opsigelsen. 

- Vi så folket i gaderne klædt i gult og grønt, og de viste flaget, deres stolthed og passion for landsholdet, og det er ikke sket længe. Selvfølgelig har trænerstaben og spillerne bidraget afgørende til at få den følelse tilbage. Der skal lyde en fornyet tak til dem alle, tilføjer præsidenten. 

Jose Maria Marin skal nu på jagt efter en afløser for Luiz Felipe Scolari, og endnu er der ikke meldt noget navn ud til offentligheden.