Manuel Neuer har med mange vigtige redninger haft en stor aktie i det første tyske verdensmesterskab siden 1990, og i VM-finalen mod Argentina var han igen årvågen med gode aktioner i både feltet såvel som i marken, og han kunne forlade banen med endnu et 'clean sheet'. 

I de i alt syv tyske VM-kampe gik der kun fire mål ind på Bayern Münchens målmand, men selv om Neuer blev kåret til turneringens bedste målmand, fokuserede han efter kampen udelukkende på det tyske mandskabs sammenhold.   

- Det er lige netop derfor, at vi er blevet verdensmestre. Alle gjorde et bidrag til, at der kunne komme et godt sammenhold, og vi viste, at vi ville nå det her mål. Det lykkedes, og det er utroligt. En spiller som Marco Reus har også bidraget til sammenholdet, selv om han blev skadet kort før VM. Han er også verdensmester nu. Alle os tyskere er verdensmestre nu, lød de brusende ord fra en glad Manuel Neuer.

- Det skal ikke handle om mig. Det er holdet, det handler om, og jeg har blot gjort min del af jobbet. Hele holdet har gjort det super, tilføjede Neuer, inden han gik op for at få sin guldmedalje.

Tyskland har nu vundet VM fire gange.