Sidste gang Luis Suárez bed en spiller, fik han 10 dages spillekarantæne. Denne gang kan det måske koste ham jobbet i Liverpool?

Det er den lokale avis Liverpool Echo, som skriver, at Daniel Aggers klub vil tage deres uruguayanske stjernespiller op til revurdering, efter han i VM-kampen mod Italien bed modstanderen Giorgio Chiellini i skulderen. 

- Liverpool vil holde et krisemøde onsdag for at diskutere Luis Suárez' fremtid. The Reds' bestyrelse vil tale med manager Brendan Rodgers i en transatlantisk samtale for at finde frem til en beslutning oven på angriberens seneste skandale, skriver Liverpool Echo.


 
- Angriberens grufulde angreb på Giorgio Chiellini i VM-kampen i Brasilien tirsdag blev allerede diskuteret på Anfield i aften, men ledere fra klubben ville kun sige, at de ikke havde nogen kommentarer, før de havde fået det fulde billede af, hvad der skete i Natal. Liverpool er afhængig af, om en eventuel straf kun rammer landskampe, eller om det også rammer klubkampe. Det internationale fodboldforbund (FIFA, red.) har magten til at udvide en karantæne til al fodbold. Ingen i Liverpool vil støtte Suarez denne gang, tilføjer avisen. 
 
Det er tredje gang, at Suárez bider en modspiller. I sin tid som Ajax-spiller bed han også PSV Eindhovens Otman Bakkal. For det bid fik han syv spilledages karantæne. Men det lærte han tilsyneladende ikke meget af, og i 2013 satte han tænderne i Chelsea-spilleren Branislav Ivanovic og fik de nævnte 10 karantænedage.

Heller ikke den dom hjalp åbenbart. Men måske kan en fyring fra Liverpool?