Rådet er helt tydeligt: Lad være med at tage med Cristiano Ronaldo hjem.

Afsenderen er portugiserens tidligere holdkammerat i Manchester United, Patrice Evra, der på egen krop har fået at mærke, hvor dedikeret Cristiano Ronaldo er i forhold til det at være professionel fodboldspiller. Altid.

Derfor har han i ITV Sports VM-podcast (gengivet hos Daily Mail) sagt:

»Jeg har en anbefaling til alle, der bliver inviteret hjem til Cristiano: Lad være. Sig nej, for den fyr er en maskine, han stopper ikke med at træne,« siger Patrice Evra.

Med et smil på læberne, selvfølgelig.

Den franske fodboldspiller giver som eksempel en dag, hvor han blev inviteret hjem til Cristiano Ronaldo efter en træningsdag i Manchester United.

Menuen: Salat og hvidt kyllingekød.

»Jeg var træt efter træningen, så jeg tænkte 'okay'. Og der var kun vand. Ingen juice. Så begyndte vi at spise, og jeg tænkte, at der ville komme en stor bøf bagefter, men der kom intet,« siger Patrice Evra.

I stedet insisterede Cristiano Ronaldo på de skulle træne med en fodbold.

»Jeg sagde: 'Må jeg ikke lige blive færdig med at spise,« siger Patrice Evra, der måtte bøje sig iog begynde at øve afleveringer:

»Og bagefter sagde han, at vi skulle hoppe i poolen og svømme. Jeg var helt færdig.«

Patrice Evra spillede det seneste halve år i West Ham.
Patrice Evra spillede det seneste halve år i West Ham. Foto: BORIS HORVAT
Vis mere

Patrice Evra fortæller også om, hvordan Cristiano Ronaldo en dag tabte en bordtenniskamp til en anden Manchester United-holdkammerat, Rio Ferdinand.

»Vi skreg alle sammen, og Ronaldo var rasende. Så sendte han sin fætter ud for at købe et bordtennisbord, han trænede i to uger, vendte tilbage og slog Rio foran os allesammen,« lyder det fra franskmanden.

Hans historier giver endnu et indblik i, hvor stor en træningsnarkoman Cristiano Ronaldo er. Men det virker. Og det har det gjort i mange år.

Det viste portugiseren ikke mindst i Portugals første VM-kamp, hvor han scorede et hattrick mod Spanien: På straffespark, på langskud, direkte på frispark. Det fik legenderne til at falde i svime.

Portugal og Cristiano Ronaldo spiller næste VM-kamp onsdag. Her er modstanderen Marokko.